Stor interesse for KangNu Running Race

145 personer har tilmeldt sig weekendens strabadser ved Nuuk

Ruten ved Nuuk, som der skal løbes i dette års udgave af KangNu Running Race 2012. Grafik: KangNu Running Race

På lørdag afvikles det efterhånden traditionelle store terrænløb ved Nuuk. Løbet hedder KangNu Running Race, og arrangørerne er i fuld gang med de sidste forberedelser.

De senere år har feltet været på 70-80 løbere, så en fantastisk stor tilslutning i år.

- Deltagerne bliver sejlet ind til startstedet i fjorden. Målområdet er I Nuuk, hvor vi har sørget for, at der vil være masser af underholdning for de forhåbentlig mange tilskuere, som vil følge deltagerne det sidste stykke vej i mål, siger Rasmine Geisler fra arrangørerne, NUIF.

- Underholdningen består af musik leveret af Mike F. Thomsen og Nive Nielsen. Mike F. Thomsen deltager selv i løbet og er klar med guitaren, når han har fået sin luft tilbage.

Der er også mulighed for at købe mad og drikke i målområdet.

Løbet har to distancer. Den lange er på 35 kilometer, mens den korteste er på 20 kilometer. Desuden er der en vandretur på 20 kilometer, og den har der også været stor interesse for.

- Løbet starter kl. 10.00 i Kobbefjorden, og vi forventer, at de første løbere begynder at komme i mål omkring kl 12.00, fortæller Rasmine Geisler.

Powered by Labrador CMS