Aalborg

Stor interesse for at være med i teaterstykke om grønlændere

Teaterforestillingen på Aalborg Teater 'Kalaallit Aalborgimittut - Grønlændere i Aalborg' har vakt interesse

Godt 40 interesserede fra det grønlandske miljø i Nordjylland mødte torsdag op til de to informationsmøder, som Aalborg Teater havde indkaldt til som led i forberedelserne til stykket 'Grønlændere i Aalborg - Kalaallit Aalborgimittut'.

Stykket er endnu ikke skrevet, men skal handle om konkrete grønlænderes oplevelser i det nordjyske, og det er så meningen, at de involverede skal spille sig selv på de skrå brædder.

- Nu gennemfører vi så interviews med dem, som har meldt sig, så vi kan komme i gang med at lave en ramme for handlingen. Derefter følger naturligvis en øveperiode, hvor deltagerne skal lære nogle af skuespillernes tricks og arbejdsmetoder, men vi kan naturligvis ikke lave skuespillere ud af folk på et par måneder. Det er derfor, vi understreger, at de medvirkende ikke skal spille, men være sig selv på scenen, siger dramaturg Nicolei Faber fra Aalborg Teater.

Læs: Aalborg Teater søger grønlandske medvirkende

Premiere til november
- Det har været to spændende møder, som viser en utrolig bredde i det grønlandske miljø, men fælles for alle er, at de lever et liv med dobbelt identitet. For nogle er det uden problemer, mens det for andre er mere problematisk, fortæller dramaturgen, der ser stykket som en stor udfordring.

- På scenen skal der normalt ske en masse for at holde publikum fanget, men hvordan formidler vi så den grønlandske virkelighed, hvor man kan være sammen uden at snakke?

Aalborg Teater ønsker med 'Grønlændere i Aalborg - Kalaallit Aalborgimittut' at nuancere billedet af grønlændere i Danmark. Teateret lægger sig dermed i slipstrømmen på for eksempel Aalborg Historiske Museum, der i øjeblikket huser udstillingen 'Grønlandske øjeblikke' om velintegrerede grønlændere i Aalborg.

'Grønlændere i Aalborg - Kalaallit Aalborgimittut' skal instrueres af Aalborg Teaters faste instruktør Jens Christian Lauenstein Led. Stykket får premiere den 21. november og er planlagt til at spille dagligt i en måned.

Artiklen er bragt i et samarbejde mellem Arctic Business Network og Sermitsiaq.AG. Læs mere om Arctic Business Network her

Powered by Labrador CMS