Stor interesse for Grønland

Grønlands Arbejdsgiverforening har taget initiativ til, at syv medlemsvirksomheder i disse dage deltager på NOIA konferencen og i Atlantic Canada Petroleum Show.

Direktør Henrik Leth og konsulent Ellen Arnskjold fra GA er tilstede i Canada og koordinerer de grønlandske aktiviteter. De øvrige deltagere i den grønlandske delegation er: MT Højgaard Grønland, Nuna Oil, Royal Arctic Line/ Arctic Base Supply, Greenland Petroleum Services A/S, Serrasoq ApS (Xplorations Services Greenland ApS), Nuuk Transport.

Set i lyset af oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf har mange ventet, at de internationale selskabers interesse for olieefterforskning ved Grønland var dæmpet en smule. Men det er ikke tilfældet.

Det oplever man på NOIA konferencen, der foregår i St. Johns på New Foundland, består både af en konference og en udstilling, hvor Grønlands Arbejdsgiverforening har etableret en samlet stand

Og inden konferencens start har 120 gæster allerede meldt deres ankomst ved Grønlands Arbejdsgivers reception.

Grønland er også en del af det officielle program. Blandt andre skal direktør Hans Kristian Olsen, Nunanoil, tale ved konferencen, ligesom Henrik Leth præsenterer det grønlandske virksomhedskatalog Business Catalog.

Målet er at føre grønlandske virksomheder sammen med de internationale oliekoncerner, da det er afgørende for det grønlandske samfunds fremtid, at vores egne virksomheder får størst mulig del i de service- og anlægsprojekter, der kommer i forbindelse med både efterforskning og eventuel produktion.

Powered by Labrador CMS