Stor asteroide passerer Jorden i weekenden

Natten til søndag passerer en asteroide Jorden. Den menes at være årsag til en årlig meteorsværm.

Asteroiden 3200 Phaethon passerer i weekenden Jorden. Den er tættest på Jorden natten til søndag, hvor den vil være omkring ti millioner kilometer væk

Asteroiden 3200 Phaethon passerer i weekenden Jorden. Den er tættest på Jorden natten til søndag, hvor den vil være omkring ti millioner kilometer væk.

Det fortæller astrofysiker ved DTU Space Michael Linden-Vørnle. Og det er ikke første gang, at asteroiden passerer forbi kloden.

- 3200 Phaethon menes at være den asteroide, som er årsag til den årlige meteorsværm Geminiderne, som topper hvert år omkring den 13. og 14. december.

- Det er et forholdsvist stort objekt - cirka fem kilometer i diameter - som med jævne intervaller passerer i nærheden af Jorden, men uden at der er nogen risiko for, at der kan ske et sammenstød, fortæller astrofysikeren.

Trods asteroidens størrelse vil det dog ikke være muligt at se den med det blotte øje, når den passerer i nattetimerne i weekenden.

- Selv om det er et stort objekt, så er det stadigvæk så svagt, at man ikke vil kunne se det, medmindre man har et stort teleskop og ved præcis, hvor man skal kigge hen, siger Michael Linden-Vørnle.

Asteroiden blev opdaget i oktober i 1983. Det var den første asteroide, der blev opdaget via satellit.

Det var næsten 200 år, efter at den allerførste asteroide blev opdaget. Det skete i 1801.

Men selv om at det først var i 1800-tallet, at man første gang opdagede en asteroide, har de været til lige så længe som vores solsystem.

- Asteroider er rester af det materiale, som vores solsystem blev dannet af for cirka 4,6 milliarder år siden. Man kan sige, at det er en form for byggeaffald fra solsystemets tidligste barndom, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Asteroiden er opkaldt efter Phaethon, der var søn af solguden Helios i græsk mytologi.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS