demokratisk?

Støtter ny lov mod sin vilje

Drama i Inatsisartut-salen: Demokraterne er imod et hovedelement i en ny lov, men partiet føler sig forpligtet af koalitions-samarbejdet

Inatsisartut var tirsdag eftermiddag ramme om ophedet debat om fiskerifinansieringspuljen. Den blev udløst, da Demokraterne gik imod et element i Karl Kristian Kruses lovforslag

Demokraternes Michael Rosing præsenterede tirsdag eftermiddag en bemærkelsesværdig udtalelse fra Inatsisartuts talerstol i første behandlingen af et lovforslag om en fiskerifinansieringspulje.

- Demokraterne mener, at dette forslag ingen mening giver. På den anden side har vi som koalitionspartnere en forpligtelse overfor koalitionen. På den baggrund sender vi, meget modvilligt, forslaget videre til behandling i udvalg, lød det fra Michael Rosing.

Mere modstand i partiet
Udmeldingen fra Demokraternes ordfører kommer kun en uge efter, at Naalakkersuisut måtte trække et afgiftsforslag fra Anda Uldum tilbage, fordi blandt andet Demokraternes Inatsisartut-gruppe havde erklæret, at de ville kæmpe imod forslaget, med 'alt, hvad de havde'.

Læs: Modstanden for stor: Holder igen med afgiftspakke

Inuit Ataqatigiits Naaja Nathanielsen undrer sig dybt over Demokraternes - og i dette tilfælde særligt Michael Rosings - ageren.

- Ifølge Grundloven er et folkevalgt medlem kun forpligtet overfor sin egen samvittighed. Demokraterne sætter med denne udmelding magtens tredeling ud af kraft. Man kan ikke både være imod et forslag og støtte det, siger hun.

Vil ikke bryde med S og A
Michael Rosing forstår ikke den store postyr.

- Vi har som parti nogle politiske mål, som vi forfølger. Samtidig er vi medlem af en koalition, og det forpligter også. Vi kan udmærket komme med parti-udmeldinger og så alligevel stå sammen med koalitionen. Gør vi ikke det, er vi jo på vej til at melde os ud af den, siger han til Sermitsiaq.AG.

Uddyber kritik af forslag
Demokraterne støtter visse dele af det nye lovforslag. Men er imod idéen om, at fiskere både kan få ophugningsstøtte og beholde deres licens.

- For at ophugningsstøtten skal give mening, skal den licens, som hører til det ophuggede fartøj tilbageleveres. Dette forslag gør det modsatte. Det åbner op for, at der kan gives ophugningsstøtte samtidig med, at licensen beholdes, siger Michael Rosing.

Læs: Naalakkersuisut i mindretal om afgifter

Powered by Labrador CMS