Champions League

Stjerner glimter i favoritters CL-målfest

Lionel Messi, Neymar og Kylian Mbappé markerede sig, da Champions League blev indledt med klare sejre til Paris Saint-Germain, Barcelona og Manchester United.

Champions League aallartippoq

Lionel Messi, Neymar, Kylian Mbappé, Edinson Cavani og Romelu Lukaku.

Det var superstjerner samt nogle af sommerens største handelsvarer, der funklede, da sæsonens Champions League-gruppespil blev skudt i gang med en række komfortable favoritsejre.

Storsatsende Paris Saint-Germain understregede fra første færd, at man ved sommerens spektakulære indkøb har i sinde at spille med om trofæet til foråret.

Verdens dyreste fodboldspiller, Neymar, udgjorde sammen med Monaco-nyindkøbet Kylian Mbappé og Edinson Cavani en frygtindgydende supertrio i front for pariserne.

Alle tre kom på tavlen - Cavani endda to gange - da skotske Celtic i en sprudlende opvisning blev knust 5-0 på udebane.

Efterfølgende lovpriste Neymar indsatsen.

- Jeg er meget glad. Det var en fantastisk kamp, og jeg er meget glad på holdets vegne. Det var en vigtig sejr, siger Neymar til Uefas hjemmeside.

Han sendte også ros af sted mod den blot 18-årige Mbappé.

- Det er en fornøjelse at spille sammen med gode spillere, også når de er unge. I mine øjne er han en stor spiller, som har potentiale til at forbedre sig endnu mere, lyder brasilianerens lovord.

Neymars tidligere holdkammerat i Barcelona Lionel Messi leverede som så ofte før en stor Champions League-præstation, da Juventus på Camp Nou blev slået 3-0.

Messi scorede selv to gange og havde også en stor aktie i det tredje mål, da den italienske finalist fra sidste sæson blev gjort til statist.

Tirsdagens åbningsrunde bød også på comeback til Manchester United, der ikke deltog i sidste sæson, hvor det i stedet blev til Europa League-triumf.

På Old Trafford vandt United med 3-0 over Basel på mål af blandt andre Romelu Lukaku, der inden sæsonen blev hentet i Everton.

Manager José Mourinho maner dog til besindighed, når snakken falder på Uniteds chance for at vinde turneringen.

- Vi er langt væk fra at være en titelbejler.

- For at vinde Champions League skal vi spille 13 kampe, og vi har nu spillet en enkelt kamp. Vi er ved at bygge et hold op, og der er lang vej endnu.

- Der er en gruppe på fire-fem hold i Europa, som er foran os, siger Mourinho til TV3+ og nævner FC Barcelona, Bayern München, PSG, Real Madrid og Juventus.

Tidligere i trænerkarrieren har Mourinho vist, hvad han kan udrette med et undertippet hold.

- Jeg vandt Champions League-titlen med både Porto og Inter, og ingen af de to hold var favoritter, så hvorfor ikke? Lad os se, lyder det fra Mourinho.

På favoritternes store aften ydmygede Chelsea Qarabag med 6-0, mens Bayern München slog Anderlecht 3-0.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS