Stine: Der må ikke gå politik i sundhed

Sundhedsvæsenets store udfordringer med at rekruttere læger og sygeplejersker kræver en bred indsats på tværs af partier, mener IA’s Stine Egede, der er næstformand i sundhedsudvalget.

valgdagen i Qaqortoq
Stine Egede (IA) opfordrer partierne til at samarbejde på tværs, så man får løst Sundhedsvæsenets personalemangel.

Det er ikke tilfredsstillende for borgerne, at sundhedscentret i hovedstaden blot har stoppet for flere lægetider resten af året, mener Stine Egede, der imidlertid har stor respekt for de læger og sygeplejersker, der dagligt knokler for at hjælpe flest mulige patienter.

Stå sammen

- Der bør ikke gå politik i denne sag. Vi bør stå sammen på tværs af partiskel, og i gang med at finde nye løsninger på, hvordan vi knækker personalemanglen i sundhedsvæsenet, fastslår Stine Egede over for Sermitsiaq.AG.

Hun erkender, at det er politikernes ansvar at sikre de nødvendige rammer for Sundhedsvæsenet. Men hun henviser også til, at personalemanglen ikke blot er et anliggende for Grønland, men gældende for alle de skandinaviske lande inden for sundhedsvæsenet.

- Jeg er fuld af fortrøstning over for den plan, som Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Abelsen har fremlagt. Hun har lovet sundhedsudvalget at orientere os om de igangsatte planer, så vi kan give vort besyv med. Denne åbne måde at tackle udfordringerne på fortjener ros, understreger IA’eren.

Powered by Labrador CMS