Aleqas misbrug
Steen Lynge: Jeg har aldrig været så trist
Atassuts to medlemmer, der har bedt om en 'frivillig fratrædelse', er dybt berørte af situationen
Atassuts to medlemmer af Naalakkersuisut havde følelserne helt uden på tøjet, da de onsdag stemplede ud af Naalakkersuisut.
Steen Lynge virkede på det nærmeste som forstenet.
Og for Siverth K. Heilmann var det en beslutning, han havde grublet over, siden han - og det øvrige Inatsisartut og Naalakkersuisut - blev mødt af et massivt demonstrationsoptog ved Inatsisartuts åbning tirsdag i Nuuk.
Læs: Officielt: Der er udskrevet valg til Inatsisartut 28. november
Læs: Efter valgudskrivelse: Kielsen er skuffet over Atassut
Her var ifølge politiet 500 og ifølge arrangørerne 1.000 personer mødt op for at protestere mod landets styre.
- Jeg har aldrig følt mig så trist til mode, da jeg bar nationaldragten under de omstændigheder. I morges var jeg medlem af landsstyret, og det er jeg så ikke mere. Jeg ved godt, at mit navn ikke kom med på den første pressemeddelelse om de andres udtræden, men det var på grund af en teknikalitet. Da jeg blev orienteret om Steens beslutning, var jeg også klar over, hvad jeg selv skulle gøre i situationen, tilføjer Siverth K. Heilmann lakonisk.
Steen Lynge virkede nærmest forstenet. Han måtte tage et par dybe indåndinger, mens han talte.
- Jeg er dybt berørt. Jeg har været glad for mit arbejde, men jeg kan ikke svigte mine værdier. De værdier, som jeg sætter højt, siger han.
Valg 28. november
Der er udskrevet valg til Inatsisartut med afholdelse fredag den 28. november.
Det har fungerende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut meddelt på et hasteindkaldt pressemøde onsdag ved 17-tiden.
Det sker, efter at fire medlemmer af Naalakkersuisut tidligere onsdag har meddelt, at de har trukket sig, heriblandt nu forhenværende naalakkersuisoq for sundhed og infrastruktur Steen Lynge og nu forhenværende naalakkersuisoq for boliger Siverth K. Heilmann.
Læs alle artikler om Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler her