folketingsåbning
Statsministeren: Vækstfond skal hjælpe hele riget
Det nye folketingsår starter tirsdag med statsministerens traditionelle åbningstale
Festdag på Christiansborg.
Der er sat blomsterdekorationer i alle hjørner, den røde løber foran hovedindgangen er rullet ud. Kongehuset deltager i Folketingets første officielle arbejdsdag i folketingsåret 2014-15. De grønlandske medlemmer af Folketinget, Doris Jakobsen fra Siumut og Johan Lund Olsen fra IA, er i nationaldragt.
Statsminister Helle Thorning-Schmidts, Socialdemokraterne, åbningstale er på 13,5 side. På allersidste side nævnes Færøerne og Grønland ganske kort.
- På Færøerne og i Grønland er hvalfangst en del af levevis og kultur. Og fangsten sker på et bæredygtigt grundlag med respekt for naturen. For tre uger siden blev Grønlands hvalkvoter sikret. Det er et resultat af Danmarks og Grønlands fælles store arbejde for sagen. Det lykkedes, fordi vi gik sammen, sagde statsministeren i sin åbningstale tirsdag.
- Rigsfællesskabet gør os større. Og jeg er glad for, at fiskeristriden mellem Færøerne og EU nu er løst. Jeg håber, at efterårets forhandlinger om sildekvoter i Nordatlanten også bliver konstruktive, lød det videre fra Helle Thorning-Schmidt.
Økonomiske udfordringer
- Færøerne og Grønland står over for store økonomiske udfordringer. Flere ældre. Færre til at arbejde. Udgifterne vil stige. Der er brug for nye indtægter. Og for reformer, som kan sikre en holdbar økonomi. Vi samarbejder om at styrke det færøske og grønlandske erhvervsliv. For eksempel foreslår regeringen, at Vækstfonden kan give lån til virksomheder i hele rigsfællesskabet - ikke kun til de danske, opfordrede statsministeren.
- Rigsfællesskabet er bundet sammen af vores kultur, af vores historie - og af familier og venskaber, som holder fællesskabet levende og stærkt. Men vi er naturligvis også tre forskellige lande. Helt aktuelt skal der være valg til landstinget i Grønland den 28. november. Vi afventer nu resultatet af valget, og at der dannes et nyt landsstyre, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt.