Thule Air Base

Statsministeren står bag Lidegaard i sagen om servicekontrakten

Den mistede servicekontrakt på Thule Air Base (Pituffik) var genstand for oppositionens angreb på statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Martin Lidegaard i Grønlandsudvalget i Folketinget

Martin Lidegaard: Udenrigsnævnet får flere oplysninger torsdag

- Er hele processen med den mistede servicekontrakt ikke en fejl, regeringen har begået, fru statsminister? spurgte Venstres grønlandsordfører Claus Hjort Frederiksen og fortsatte:

- For hvis man ikke havde begået fejl, førte man ikke forhandlinger om sagen med USA, argumenterede han.

I Folketingets grønlandsudvalgs åbne samråd tirsdag, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, og udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, stod for skud for spørgsmål om samarbejdet mellem Grønland og Danmark, fastholder regeringen, at der ikke er begået en fejl i sagen om servicekontrakten på Thule Air Base (Pituffik).

Afviser fejl i sagen
Statsministeren har siden sagen startede i efteråret 2014 henvist spørgsmål til udenrigsministeren, som har servicekontraktsagen under sit ressortområde. Også tirsdag afviste hun fejl i sagen ved at stå bag udenrigsministeren.

- Jeg har ikke noget at tilføje til det, udenrigsministeren allerede har sagt i denne her sag, hverken i Folketingssalen, i samråd, på lukkede møder eller i nævn. Jeg har ikke noget at tilføje. Jeg står helt bag udenrigsministeren i denne sag, fastholder statsminister Helle Thorning-Schmidt.

IA og Enhedslisten kræver mere åbenhed
Udenrigsministeren fastholder regeringens beslutning om at følge EU’s konkurrenceregler, hvor udenrigsministeriet efter 40 år videregav kompetence til at udpege servicekontraktindehaver til USA. Greenland Contractors mistede efterfølgende servicekontrakten til amerikanske Exelis A/S.

Formand for grønlandsudvalget, Johan Lund Olsen, IA, ligesom Finn Sørensen, Enhedslisten, kræver flere informationer om de igangværende forhandlinger mellem USA og Danmark om sagen.

- Er det muligt at få flere informationer om forhandlingerne mellem Danmark og USA? spurgte Johan Lund Olsen under samrådet.

Lukket møde 28. maj
Den pressede statsminister gav bolden videre til udenrigsministeren:

- Vi har en udenrigsminister, der har været meget villig til at svare Folketinget på spørgsmål om denne sag, og som i dag gentager, at han vil yderligere lægge frem, hvis dette måtte have interesse for Grønlandsudvalget, sagde statsministeren.

Udenrigsministeren vil på et lukket møde torsdag i det udenrigspolitiske nævn orientere om forhandlingerne mellem Danmark og USA på torsdag.

- Jeg har tilkendegivet at give status i det udenrigspolitiske nævn under skærpet fortrolighed, og det agter jeg at gøre i det næste møde, sagde udenrigsminister Martin Lidegaard.

Læs flere artikler om Thule Air Base her

Powered by Labrador CMS