Statsministeren: Kommissionen må informere om Inuit-undtagelsen

Statsministeren fremlagde tirsdag redegørelse om rigsfællesskabet i Folketinget, her pointerede statsminister Helle Thorning-Schmidt blandt andet regeringens og Grønlands krav overfor Europa-Kommissionen om at informere og udrydde misforståelser om Inuit-Undtagelsen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt: – Misforståelser om grønlandsk sæljagt må udryddes

Ud over, at statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, rakte hånden ud i forhold til administrativ input til det igangværende reformarbejde i Grønland, understregede hun, at der er et tæt samarbejde mellem regeringen og Naalakkersuisut om sælskind.

– Sælskind er et andet område, hvor Grønland og Danmark har et tæt samarbejde om Grønlands interesser i EU. Afsætningen af grønlandske sælskind er alvorligt påvirket af negative kampagner mod sælfangs. Regeringen har derfor sammen med landsstyret (Naalakkersuisut red.) arbejdet internationalt for at sikre Grønlands sælfangst som et bæredygtigt og helt legitimt erhverv, sagde Helle Thorning-Schmidt under den årlige debat om rigsfællesskabet.

Information og udryd misforståelser i EU
Mens grønlandsk sælfangst blev godkendt af Verdensnaturfonden, WWF og senest af Greenpeace arbejder Europa-Kommissionen på at stramme inuit-undtagelsen, men forhandlingerne kører stadigvæk, oplyste statsminister Helle Thorning-Schmidt.

– Vi (regeringen og Naalakkersuisut red.) har gjort det klart i EU, at Kommissionen må informere om og udrydde misforståelser i forhold til EU's importforbud og Inuit-undtagelsen.

Sidste år gav WTO medhold i, at EU's Inuit-undtagelse kan tillades, hvis nogle særlige betingelser er opfyldt. EU's sælforordning skal nu ændres, så den opfylder de betingelser. Vi har meget tæt dansk-grønlandsk samarbejde om at varetage Grønlands interesser i de aktuelle forhandlinger, sagde statsministeren.

Onsdag 6. maj og torsdag 7. maj bliver kommissionens nye stramme sælforslag drøftet i Europa-Parlamentet. Her vil Europa-parlamentarikerne også drøfte en nyere og ’venligere’ stillet forslag fra parlamentets udvalg om det indre marked og forbrugerbeskyttelse. Udvalget indgav i april et betænkningsforslag, der blandt andet kræver en informationskampagne om inuits sælfangst.

EU’s forbud mod al salg af sælskindsprodukter blev indført i 2009. Forbuddet har en ’inuit-undtagelse’, der giver Grønland grønt lys for salg af sælskind. Trods inuit-undtagelsen har garveriet Great Greenland tidligere oplyst at omsætningen er styrtdyrket siden indførelsen af forbuddet. I 2005 var salget beregnede på 67,25 mllioner kroner mens salget i 2013 var på 15 millioner kroner.

Blåt øje
Den danske EU-parlamentariker Bendt Bendtsen, Konservative, er ordfører på kommissionens nye sælforordningsforslag i Europa-Parlamentets handelsudvalg. Bendtsen foretrak at beholde den nuværende inuit-undtagelse, da han frygter fatale konsekvenser for sælskindssalget i kommissionens nye forslag.

– Det her er en knytnæve i et blåt øje på inuitterne og de oprindelige folk. Sælen er ikke en truet art. Det er jo en del af vores biodiversitet og de sæler, der jages, er der rigtig mange af, sagde Bendt Bendtsen til Børsen sidste måned.

Powered by Labrador CMS