støtte

Statslig fond uddeler en million kroner i støtte

Den Grønlandske Fond har uddelt penge til 27 projekter

Den Grønlandske Fond blev etableret i 2015

Den Grønlandske Fond, der blev etableret i 2015, har uddelt godt en million kroner til ansøgere fra Grønland og Danmark.

Fonden oplyser ikke i detaljer, hvilke projekter, der har opnået støtte. Men der er for eksempel tale om skolerejser, sommerlejre, bogudgivelser, teaterforestillinger og kunstprojekter.

Den Grønlandske Fond er etableret ved sammenlægning af Det Kongelige Grønlandsfond og Dansk-Grønlandsk Kulturfond.

Læs: Ivalo & Minik Fonden uddeler tre legater

Lokal forankring
Baggrunden for sammenlægningen er, at de to fondes bestyrelser ønskede en mere lokal forankring, samt at de reducerede ressourceforbruget til administration.

Fonden kan blandt andet yde støtte til grønlandske humanitære, videnskabelige og kulturelle formål i- og udenfor Grønland og støtte til fremme af kulturelle forbindelser mellem Grønland og den øvrige del af rigsfællesskabet.

Forlis
Fonden kan yderligere yde støtte til grønlændere under uddannelse i Danmark og økonomisk hjælp til efterladte efter de omkomne ved m/s 'HANS HEDTOFTS's forlis.

Fondens bestyrelse består af rigsombudsmanden (formand), et medlem udpeget af Naalakkersuisut samt to medlemmer udpeget af Inatsisartut.

Aktuelt består bestyrelsen af Søren Hald Møller, Jane P. Lantz, Ruth Heilmann og Mikaela Engell. Sekretariatet varetages af Rigsombuddet.

27 fik ja
Der blev under det første møde behandlet 58 ansøgninger, hvoraf der blev ydet støtte til 27.

Der uddeles midler fra fonden én gang årligt. Næste ansøgningsfrist er den 1. februar 2017.

Powered by Labrador CMS