Spontane bloddonorer redder patient i Tasiilaq

Kommunens ansatte trådte til og gav blod, da en patient på hospitalet i Tasiilaq var tæt på at dø.

Situationen var kritisk: En patient på sygehuset blødte så voldsomt at pågældende var ved at dø af blodmangel, lageret af donorblod var tomt og patienten havde ikke kunnet overflyttes til Nuuk på grund af dårligt vejr.

Hurtig respons
I den situation henvendte hospitalet sig til byens største arbejdsplads, nemlig Kommuneqarfik Sermersooq. Herfra blev der sendt en anmodning ud og inden for to timer var der tre portioner blod, der matchede patientens.

- Jeg er overvældet over den positive respons, som helt bogstaveligt kan betyde forskellen mellem liv og død. Borgerne i Tasiilaq har virkelig bevist, at de stiller op, når det gælder, siger regionslæge Hans Christian Florian Sørensen i en pressemeddelelse.

Nye bloddonorer
Der var flere bloddonorer, der stillede op, men ikke alle havde den rigtige blodtype.

De nye bloddonorer får nu tilbud om at indgå i donorkorpset i fremtiden.

På den måde, kan weekendens dramatiske begivenhed ende med, at stille byens sundhedsvæsen i en bedre situation fremover.

- Samfundsmæssigt kan det oven i købet ende med, at vi i nogle tilfælde ikke behøver at chartre fly,” siger regionslæge Hans Christian Florian Sørensen.

Flere bloddonorer stillede op, da det gjaldt, men ikke alle havde den rigtige blodtype. De nye bloddonorer får tilbud om at indgå i donorkorpset i fremtiden.

Powered by Labrador CMS