global opvarmning

Spiddet isbjørn skal minde Christiansborg om klimakrisen

Alternativet udstiller fra på fredag og en måned frem Jens Galschiøts kæmpeskulptur af en spiddet isbjørn på Christiansborg Slotsplads. Den skal minde Folketinget om klimakrisens alvor

Jens Galschiøts kæmpeskulptur

Kunstneren Jens Galschiøts syv meter høje og 12 meter lange klimaskulptur ’Unbearable’ bliver fredag sat op på Christiansborg Slotsplads. Det sker i samarbejde med Alternativet, der har crowdfundet midler til at få transporteret skulpturen til København.

CO2-graf
Skulpturen, der forestiller en isbjørn, der bliver spiddet af en graf over ophobningen af CO2 i atmosfæren, bliver sat op for at minde Folketingets politikere og offentligheden om klimakrisens alvor.

Læs: Løkke melder afbud til klimaceremoni i FN

Større ambitioner
Skulpturen skal fungere som en opfordring til særligt regeringen om at hæve de klimapolitiske ambitioner, sådan som den globale klimaaftale, der blev vedtaget til klimakonferencen COP21 i Paris i fjor, kræver.

Ratificer aftalen
Alternativet har samtidig fremsat beslutningsforslag om, at regeringen snarest muligt skal ratificere Paris-aftalen – helst som det første land i Europa, så Danmark kan fastholde sin førerposition på klimaområdet.

Det flugter med, at ’Unbearable’ havde verdenspremiere til klimakonferencen COP21 i Paris.

Signal
- Ved at udstille ’Unbearable’, der blev kendt i offentligheden til COP21 i Paris, sender vi et klart signal til Folketingets øvrige partier om, at de skal huske det, der skete i Paris og øge deres klimaambitioner. Klimakrisen er den største krise, vi står over for, og den kræver langt større opmærksomhed, end den får i dag, fremhæver Alternativets klimaordfører, Christian Poll, i en pressemeddelelse.

Klimavagt
I udstillingsperioden vil Alternativet i øvrigt organisere en klimavagt, der er inspireret af fredsvagten, og som skal skabe opmærksomhed om behovet for klimahandling.

Læs: IA vil skærpe klimakrav til store erhvervsprojekter

Fernisering
Ferniseringen på Christiansborg Slotsplads finder sted fredag den 15. april kl. 16.00 - 17.00. Her vil Jens Galschiøt og Christian Poll holde tale, og der bliver serveret økologisk champagne.

I næste uge deltager Alternativet, inklusive partiets politiske leder Uffe Elbæk, i en cykeltur i New York i forbindelse med Earth Day, som også vil sætte fokus på behovet for at reducere udledningen af klimagasser.

Læs: Vittus om klimaaftale: Det er en stor skuffelse

Powered by Labrador CMS