Søren Espersen: Vi skal blande os i Grønland og Færøerne

Folketinget får debatter inden sommerferien om Grønlands og Færøernes selvstændighed med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Det sker på foranledning af Dansk Folkeparti.

Søren Espersen, Dansk Folkeparti
Offentliggjort

Der bliver med grønlands- og udenrigsordfører Søren Espersens (DF) eget ord „utraditionelt“ to separate forespørgsler.

- Rigsfællesskabet er i virkeligheden Danmark-Færøerne og Danmark-Grønland. Det er næsten ikke Færøerne-Grønland, og det er i min optik to forskellige planeter. Derfor er det vigtigt at få dem diskuteret hver for sig, siger Søren Espersen.

Bagge lande er i gang med et forfatningsarbejde, men deres situation er forskellige, understreger han.

- Jeg tvivler på, at Færøerne vil stemme sig til selvstændighed, men de vil nok kunne klare sig i modsætning til Grønland, som under ingen omstændigheder kan klare sig, siger Søren Espersen.

På Færøerne er forfatningsarbejdet kommet så langt, at man arbejder med at afholde en folkeafstemning om forfatningen i efteråret 2017.

LÆS: Ny naalakkersuisoq: Jeg brænder for selvstændighed

Danske politikere skal blande sig
De to forespørgslers formål er større engagement hos danske politikere i diskussionerne i Grønland og Færøerne om selvstændighed. Han ønsker så at sige at hive de øvrige partier ud af busken.

- Det handler om kongeriget Danmark. Vi skal blande os – i stor stil. Vi (folketinget, red.) skal afgøre det. Uanset hvor meget man laver af folkeafstemninger deroppe og måske får et stort flertal, skal det godkendes her, siger Søren Espersen lige uden for døren til folketingssalen, siger Søren Espersen.

- Det er en del af vores historie lige så meget som det er en del af deres historie. Jeg vil ikke acceptere, at man siger „det ordner I selv“, fortsætter han.

LÆS: Ny koalition vægter selvstændighed og øget lighed

Selvstændighed kræver vedtagelse i Folketinget
Søren Espersen vil stemme nej til Grønlands og/eller Færøernes selvstændighed, da det begrænser kongeriget Danmarks territorium.

Han gør sig ingen illusion om, at det i påkommende tilfælde vil være andre partiers holdning. Han er dog heller ikke så absolut selv, for et overbevisende flertal på eksempelvis 70 procent ja kunne få ham til at indtage en holdning nærmere et ja.

LÆS: Massivt flertal for forfatningskommission

Grønlandsk drømmeri
- Den store diskussion i Grønland handler om dét (selvstændighed, red.). Det handler ikke om at forbedre Grønlands økonomi og skabe arbejdspladser. Vi skal ikke understøtte dem i deres drømmerier, siger Søren Espersen.

- Hvor længe skal vi blive ved med at finansiere grønlandske drømmerier, som hvis det fører til noget, så bliver de i aller yderste konsekvens opslugt af USA i løbet af fire et halvt minut. Danske skatteborgere gider ikke blive ved med at finansiere sure opstød over for danskerne.

Færøerne kunne klare sig selv
- Det er totalt urealistisk med Grønland som en selvstændig stat. Det er en helt anden situation med Færøerne end med Grønland. Færøerne har en rimelig økonomi og kan – ved at spænde livremmen lidt ind – undvære den halve milliard (bloktilskuddet, red.). De har også færinger på alle poster i deres centraladministration.

- Jeg vil have, at Grønland og Færøerne forpligter sig på rigsfællesskabet, så vi kan komme videre, få et stærkt erhvervsliv og gang i beskæftigelse og økonomi, slutter Søren Espersen.

Powered by Labrador CMS