hash-påvirket

Søfartsskole slår hårdt ned på hash

Imarsiornermik Ilinniarfik har indført nul-tolerance over for hash. Og forstanderen opfordrer til styrket indsats mod misbruget

Jeppe Carstensen ser alvorligt på misbruget

- Vi ved, at vi på Grønlands Maritime Center Imarsiornermik Ilinniarfik har et stort problem. Vi oplever elever og studerende, for hvem det at ryge hash desværre er en lige så stor del af dagligdagen som at spise og sove.

Med disse ord opsummerer skolens forstander, Jeppe Carstensen, uddannelsesstedets situation.

60 procent ryger
- Vi har, på baggrund af en stor indsats, viden om, at op imod 60 procent af vores elever på grunduddannelsen har røget hash og kan være påvirkede i forbindelse med vores undervisning. De samme tal for vores officersuddannelser og kursister er op imod 25 procent, påpeger forstanderen, der finder det store tal dybt problematisk.

Forbudt
Skolen har derfor indført en nul-tolerance-politik over for påvirkede elever.

- Søfart er ikke en legeplads for utilpassede medborgere. Søfart og fiskeri er højrisikoerhverv, hvor der sker nok arbejdsskader uden brug af euforiserende stoffer til at 'hjælpe' disse på vej. Derfor skal vi som uddannelsesinstitution gøre vores for at sikre, at de personer, vi uddanner til erhvervet, kan agere og arbejde sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Hash og andre bevidsthedspåvirkende stoffer er ikke foreneligt med dette, understreger forstanderen.

Skærp indsatsen
Han opfordrer desuden samfundet som helhed til at skærpe indsatsen mod det forbudte stof.

- Vi er som samfund nødt til højlydt at italesætte det store problem vi står overfor. Brugen af euforiserende stoffer, og i særdeleshed hash, er en problemstilling, hvor alle fra mor og far i hjemmet, over uddannelsessystemet, myndigheder og arbejdspladserne, til det politiske system er nødt til at skærpe tonen og slå fast, at brug og misbrug af hash ikke er acceptabelt, mener Jeppe Carstensen.

Læs alle Sermitsiaq.AG's artikler om hash her

Powered by Labrador CMS