fangst

Snart rensdyrsæson: Knæk og bræk

Om få dage går det løs på årets rensdyr- og moskusjagt

Bådene ligger klar i havnen og lur mig om ikke rigtig mange af dem er på vej af sted på en forlænget weekend.

Traditionen tro starter jagten på rensdyr 1. August, og det er allerede på mandag.

Samtidig åbnes også moskusjagten og mange nuukborgere har tradition for at sejle mod Kangerlussuaq for at jagte de flotte dyr.

Læs: Meget få tilbagemeldinger efter fritidsfangst

Den skønne natur
For mange handler jagten i lige så høj grad om at få nogle gode kilometer i benene, nyde naturen, glæde sig
over godt selskab og et kærkomment afbræk fra hverdagen.

At der så ofte tilmed kommer kød i fryseren, er absolut heller ikke at foragte.

Læs: Nye rensdyr-jagtregler får kritik fra lokalpolitikere

Selvom der er mange, der tager på jagt lige når jagten starter, og der er lange og lyse dage, er det oftest nemmere at finde dyrene, når man er lidt længere henne på sæsonen, hvor dyrene er trukket ned fra højderne og nærmer sig kysterne.

Anbefaler øget jagt
Naturinstituttet, der er i løbende kontakt med fangerne, kom i juni med en udmelding om, at de anbefaler et øget
jagttryk. Instituttet vejer bestanden af rensdyr op mod den bevoksning, der danner levegrundlaget for rensdyrene
og skønner, at der stadig er for mange dyr.

Ikke desto mindre har Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug valgt ikke at lytte til Naturinstituttets anbefaling og har reduceret kvoten af rensdyr til fritidsjægerne.

Læs: WWF: Flere rensdyr kan betyde nedgræsning

I første omgang var oplægget, at fritidsjægerne skulle vælge et område, hvor de kunne få licens til dyr.

Nu er der trods alt mulighed for at få rensdyrlicenser til begge regioner i Nuuk området.

Husk jagttegn og fangstrapport
Allerede nu kan licenserne til både rensdyr og moskus hentes i Borgerservice på rådhuset. Husk blot at medbringe et gyldigt jagttegn.

Betingelsen for at kunne få licenser er i år strammet op, så man skal have haft fast bopæl i Grønland i minimum 2 år – hvor kravet tidligere var 6 måneder.

Læs: Færre rensdyr til fritidsfangere

Når du er på jagt, er der krav om, at du skal have både jagttegn og licens med dig. Husk ligeledes efterfølgende at indberette din fangst. Dette gøres nemt på Sullissivik.gl

Moskusokser ved Ivittuut
Der er ligeledes mulighed for at søge licens til moskusjagt i Ivittuut, hvor der er en større bestand af moskusokser.
Fritidsjagten på disse strækker sig fra 1. august helt til 15. december.

Såfremt man ønsker en licens til moskusjagt skal ansøgning afleveres til Borgerservice senest 28. juli kl. 12:00. Såfremt der er flere ansøgere, end der er licenser til, trækkes der lod blandt ansøgerne.
Denne trækning sker 29. juli kl. 11:00 ved Borgerservice på Rådhuset.

Læs: 19 rensdyr kørt ned af personbil i Norge

Læs andre gode historier i nyeste udgave af Nuuk Ugeavis, som nu er udkommet

Powered by Labrador CMS