håndbold

Slutspil uden Akutanneq Kreutzmann

Landsholdsspilleren Akutaaneq Kreutzmann skal have hånden i gips i yderligere tre uger og må nøjes med at være tilskuer til Ribe Esbjerg HHs seks spændende kampe i slutspillet.

Akutaaneq Kreutzmann ved at komme på skudhold i en kamp mod Århus Håndbold tidligere på sæsonen.

- Jeg forsøger at være positiv og bevare mit gode humør, men det er svært, når jeg ikke kommer med i slutspilskampene, som har været sæsonens helt store mål siger Akutaaneq Kreutzmann til Sermitsiaq.AG og fortsætter:

- Heldigvis er det første gang i mange sæsoner, at jeg er blevet alvorlig skadet. Det er bare så ærgerligt nu, hvor vi står foran sæsonens vigtigste og sjoveste kampe. Vi fik opfyldt vores målsætning og vores drømme om at komme med i slutspillet og så bliver det hele på ingen tid ødelagt og jeg ender med hånden i gips.

Læs: Skadet Akutaaneq Kreutzmann kan misse slutspillet

- Jeg tager ingen chancer og begynder ikke at spille, førend jeg er helt klar, slutter Akutaaneq Kreutzmann til os.

Det er ledbåndet på ydersiden af en ene tommelfinger som i et sammenstød med Bjerringbro Silkeborgs Sebastian Skube blev beskadiget.

Træner så meget som muligt
Som alle andre tophåndboldspillere træner Akutaaneq Kreutzmann i en skadesperiode så meget som muligt. Programmet står på styrke-, skud- og konditionstræning, så godt, som det nu kan lade sig gøre med den ene hånd i gips.

Læs: Akutaaneq Kreutzmann havde hovedrolle i flot kamp

Inden skaden var Akutaaneq Kreutzmann inde i en rigtig god periode, hvor det blev til masser af spilletid i Ribe Esbjerg HHs sidste og spændende kampe i bestræbelserne på at kvalificere sig til slutspillet. En mission der altså lykkedes.

Slutspilspuljerne
Ribe Esbjerg HH er i slutspilspulje B sammen med Bjerringbro Silkeborg, TTH Holstebro og Mors Thy Håndbold. Ribe Esbjerg spiller den første kamp i puljen i dag mandag kl. 20.30 dansk tid i Blue Water Dokken i Esbjerg.

Powered by Labrador CMS