slædehunde
Slædekørere: Hellere hundekød end lam
Slædekørere i Nordgrønland vil gå utraditionelle veje for at stoppe tilbagegangen i antallet af slædehunde
Slædekørernes sammenslutning KNQK vil undersøge muligheden for produktion af hundekød til hjemmemarkedet.
Det er tanken, at unge hunde skal fedes op med henblik på slagtning, hvor kødet skal sælges på hjemmemarkedet. Forslaget bliver lagt frem under seminaret om hundehold af slædehunde, der starter tirsdag eftermiddag.
Antallet af slædehunde falder markant i takt med, at der bliver mindre is at køre hundeslæde på flere steder. KNQK er vært for et seminar om bevaring af slædehunde i fremtiden. Der bliver også lagt op til at gå utraditionelle veje for at bevare slædehunden i de næste generationer.
Læs "Karl Lyberth: Jeg er træt af jeres mad"
Hundefoder
- Det er ikke noget nyt, at der bliver spist hundekød i slædedistrikter. Vi har derfor peget på muligheden for produktion af hundekød som en mulighed, siger formanden for KNQK, Mikkel Jeremiassen, til Sermitsiaq.AG.
Han er sikker på, at der vil være interesse for at købe hundekød.
- Jeg er overbevist om, at der er nogen, der foretrækker hundekød fremfor lammekød, siger Mikkel Jeremiassen.
Mange slædekørere har droppet at have slædehunde på grund af klimaændringer. Mange bosteder ligger på øer, hvor havisen er en uundværlig del af slædekørslen. Men mindre havis har fjernet det vigtige element i slædekulturen.
- Mangel på hundefoder til en overkommelig pris er også et andet vigtigt problem. Mange prøvet at starte produktion af hundefoder, men det er ikke lykkedes helt indtil videre, siger Mikkel Jeremiassen.
Seminaret om slædehunde begynder tirsdag eftermiddag på Hotel Arctic i Ilulissat og slutter torsdag.