Skyderi i Kangaamiut

En mand har skudt i luften i Kangaamiut. I Sisimiut truede en 16-årig med at skyde politiet

Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Som det fremgik mandag her på Sermitsiaq.AG, betød lønudbetaling masser af arbejde for politiet i weekenden.

Travlhed har der også været for ordensmagten i Qeqqata Kommunia.

I fredags satte en 28-årig mand på ulovlig vis brandalarmen i gang i Kangaamiut efter et skænderi.

- Manden hentede efterfølgende en riffel og affyrede to skud i luften. Der er ikke sket skade på personer. Han bliver sigtet for skyderi inden for bebygget område, fortæller politikommissær Johan Davidsen fra politiet i Qeqqa.

Læs "Politiet havde travlt i Nuuks natteliv"

Læs "Brand i boligblok i Qaqortoq"

To stive unge sejlede afsted
I lørdags meddelte kommunefogeden i Napasoq, at to unge mænd i spirituspåvirket tilstand om morgenen havde stjålet en jolle i Atammik. De to unge mænd var ankommet til Napasoq og sejlede videre mod Maniitsoq. Det var dårligt vejr i området med høje dønninger og dårligt sigte. Politibåden Sisak II blev sendt på eftersøgning fra Maniitsoq, ligesom frivillige personer sejlede afsted i joller til eftersøgningsområdet.

- De to unge mænd blev fundet i god behold på en ø nord for Napasoq. De vil blive sigtet for brugstyveri og sejlads i spirituspåvirket tilstand, siger Johan Davidsen.

Læs "Mand knivdræbt af sin hustru"

Truede med at skyde politiet
I løbet af weekenden rykkede politiet i Sisimiut ud til ni husspektakler, hvor der var indblandet alkohol.

I lørdags blev der anmeldt et slagsmål. Da politiet kom, blev personerne skilt ad.

- Den ene af parterne, en 16-årig mand, efterkom ikke politiets anvisning, og han begyndte i stedet at true politiet med, at han ville hente sin riffel og skyde politiet. Den 16-årige blev derfor anholdt og sigtet for krænkelse af offentlig myndighed, fortæller Johan Davidsen.

Powered by Labrador CMS