'Ísland Got Talent'
Skuffet og stolt Thelma: Det er ikke sidste gang I hører fra mig
Det gik desværre ikke som håbet for Thelma Kajsdóttir Lyberth, som søndag ikke gik videre i den islandske talentkonkurrence 'Ísland Got Talent'
Talentfulde Thelma Kajsdóttir Lyberth er på vej retur til Grønland, efter hun søndag ikke gik videre i den islandske talentkonkurrence 'Ísland Got Talent'.
Dermed blev semifinalen endestationen for den 19-årige sanger og musiker fra Qaqortoq.
I dagene op til talentkonkurrencen havde Thelma Kajsdóttir Lyberth i stor stil håbet på sms-stemmer fra Grønland og Danmark, som de islandske arrangører ellers havde lagt op til var muligt at afgive.
Thelma Kajdóttir Lyberth: Kom så Grønland, jeg har brug for jer!
Læs: Thelma i semifinalen i ’Ísland Got Talent'
På Facebook, som Thelma Kajsdóttir Lyberth, har brugt flittigt i forbindelse med den populære talentkonkurrence, udtrykker hun sin skuffelse og stolthed således:
- Mine kære venner. På vej op til scenen fik jeg en dårlig nyhed om, at Grønland alligevel ikke kunne stemme. Det var kaos, som gjorde mig meget stresset, og derfor brød jeg sammen 2 minutter, før jeg skulle op på scenen, hvilket gjorde, at jeg ikke klarede det så godt på scenen. Jeg kom desværre ikke videre til finalen, men jeg vælger at være glad og være stolt over, at jeg kunne repræsentere mit land. Men hey! Det er ikke sidste gang, I hører fra mig!
Takker for opbakning
- Tak til jer alle, der har støttet mig hele vejen igennem! Det varmer så meget! Tak er ikke nok, skriver Thelma Kajsdóttir Lyberth på sin Facebook-profil.
Se video: Thelma tog alle med storm i ’Ísland Got Talent’
Thelma Kajsdóttir Lyberth er halv islænding halv grønlænder, eftersom hendes mor, Edda Lyberth, kommer fra Island, mens hendes far, Kaj Lyberth, er en kendt grønlandsk musiker.
29-årige Hans-Peter Bay, også fra Qaqortoq, røg tidligere ud i 'Ísland Got Talent', efter han var gået videre fra første runde.
Se Thelma Kajsdóttir Lyberths hilsen på Facebook under denne tekst