Sisimiut
Skudepisode: Beboer få meter fra at blive ramt
En kugle fra et riffelskud ved en skudepisode i Sisimiut endte på loftet af en lejlighed – få meter fra en siddende beboer
En 46-årig mand affyrede et skud med en riffel mod beboelse i Sisimiut torsdag i sidste uge, hvor projektilet endte inde i en lejlighed. Beboeren i lejligheden fortæller til Sermitsiaq.AG, at han fik et chok, da projektilet endte på loftet i lejligheden.
Det var tæt på midnat, da en mand på Chr. 28-ip aqqutaa i Sisimiut sad i sin lejlighed og arbejde med sit maleri og nød stilheden.
Læs "Sisimiut: Skud mod bolig og politikutter"
Midt i en skudepisode
- Så kom der pludselig støj, og der kom støv ned fra gipsloftet. Jeg gik hen til vinduet og så, at der var et hul i gardinet, og at der var kommet hul i min potteplante. Så kigger jeg på ruden og så, at der var kommet hul. Dér gik det op for mig, at der var en skudepisode i gang, fortæller beboeren, der ikke ønsker at få sit navn frem.
Og hans antagelse var rigtig nok.
En 46-årig beruset mand affyrede to skud den aften. Det ene skud mod politikutteren Sisak IV, mens det andet skud endte i den omtalte lejlighed.
- Jeg skyndte mig at komme ned på gulvet, da jeg fandt ud af, at jeg befandt mig i en skudepisode, fortæller beboeren.
Ugyldigt nummer
Han skyndte sig at finde telefonbogen, hvor han fandt det gamle telefonnummer til politiet i Sisimiut. Men politistationerne i Grønland har fået nye telefonnumre den 1. august. Hans opkald til det gamle nummer blev derfor ikke besvaret.
- Jeg ringede derefter til politiet i Nuuk, og der gik heller ikke lang tid, før politiet i Sisimiut kom til min lejlighed, siger beboeren i lejligheden.
Politiet kunne hurtigt regne ud, hvor skuddet kom fra, og en beruset mand blev kort tid efter arresteret uden dramatik. Manden har forklaret til politiet, at han skød for at få opmærksomhed fra politiet.
Politiet i Sisimiut oplyser, at politistationens nye nummer er 70 13 22.