Island Games

Skræklodtrækning til badmintonspillerne

Det grønlandske landshold i badminton fik den værst tænkelige lodtræning til holdturneringen ved Island Games

Badmintonholdets landstræner, Rune Svenningsen

Det grønlandske landshold i badminton havde brug for en god lodtræning til holdturneringen, hvis holdet skal have en chance for at få medaljer ved Island Games, der foregår på øen Jersey i Den Engelske Kanal.

Men holdet trak det værst tænkelige hold, for i anden holdkamp spiller Grønland mod det topseedede hold.

- På grund af den seneste placering på Bermuda blev vi ikke seedet til holdturneringen. Allerede i anden kamp møder vi det stærke Jersey-hold, der har tidligere landsholdsspillere fra England. Det er rigtigt ærgerligt, for vi ligger umiddelbart, på papiret, som top-tre-hold. Så det bliver svært, fortæller landtræner Rune Svenningsen til Sermitsiaq.AG.

I den første kamp møder Grønland Falklandsøerne, mens holdet altså møder Jersey i den anden gruppekamp. Vinderne af gruppespillet går videre til semifinalerne.

Kan nå langt
Men Rune Svenningsen mener, at Grønland har gode chancer for at få medaljer i den individuelle turnering.

- Det bliver meget svært i den individuelle plan, men vi kan godt nå langt. Jeg tror på, at vi kan få metal med hjem, siger landstræneren.

Grønland har både fem mænd og kvinder med i badmintonturneringen. Og Rune Svenningsen siger, at Bror Madsen og Jens-Frederik Nielsen har gode chancer for at nå langt i turneringen.

- Hos kvinderne kan Sara Lindskov Jacobsen nå langt i turneringen, for hun bor i Danmark, og hun træner meget i Hvidovre. Men vi har også spillere, som har vundet GM-medaljer, så vi har en god blanding af gamle spillere, som har prøvet det før, og vi har unge spillere, som giver den gas og træner hårdt, fortæller Rune Svenningsen.

Badmintonholdet indleder med holdturneringen, som begynder på søndag, mens den individuelle turnering begynder på tirsdag.

Læs her alle artikler om Island Games 2015

Powered by Labrador CMS