udlændinge

Skepsis i koalitionen, opbakning fra oppositionen

Naalakkersuisut vil begrænse antallet af tilkaldte fra udlandet. De to små partier i koalitionen er skeptiske.

Restaurationslivet er et af de steder hvor stadig flere udlændinge arbejder

Antallet af tilkaldte fra udlandet skal begrænses mest muligt. Det er alle partier i Inatsisartut for så vidt enige om.

Men når det gælder naalakkersuisuts konkrete forslag, så er der bekymring at spore hos de to borgelige partier, Atassut og Demokraterne.

LÆS:Flere udlændinge i Grønland

Til gengæld er opbakningen mere entydig hos Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq. Det fremgår, af de ordførerinlæg som partierne vil fremlægge under dagens behandling af forslaget.

Borgerlige vil hjælpe erhvervslivet
Således er Atassut bekymret for, at forslaget kan komme til at spænde ben for udviklingen i mineindustrien og turismen.

- Med de øgede anlægsaktiviteter over hele landet, minedrift og erhverv inden for turisme og dermed også øget arbejdspladsskabelse, så kan vi komme til at mangle arbejdskraft blandt den hjemmehørende arbejdsstyrke, skriver Siverth K. Heilmann (A) således i sit ordførerindlæg.

LÆS:Naleraq: Selvstyret anvender forskellige tal om udenlandsk arbejdskraft

Demokraterne lægger vægt på, at loven skal være smidig.

- Det er vigtigt for virksomhederne, at de kan få besat deres ubesatte stillinger, da det ellers vil gå ud over produktiviteten, skriver Justus Hansen (D) i sit indlæg.

IA ønsker lokale i turismen
Inuit Ataqatigiit mener derimod, at udlændinge i stigende grad fortrænger den lokale arbejdskraft i restauranter, hoteller og turismen generelt.

- Der er i dag selskaber (indenfor turismen red.) som nægter at gøre brug af lokale service og vareydelser og udelukkende bestiller disse udenlandsk. Og derved mistes mange penge til udenlandske vare- og serviceselskaber og derved penge ud af landet, fremføre Aqqaluaq B. Egede (IA).

LÆS: Socialrådgivere kræver mindre arbejdspres

Uenighed om socialrådgivere
Partii Naleraq ser gerne, at loven bliver strammet yderligere. Forslaget vil nemlig undtage socialrådgivere og socialpædagoger, da der her mangler arbejdskraft. Men Partii Naleraq mener ikke, at tilkaldte socialarbejdere vil være særlig egnede til at løse opgaverne.

- Hvis de sociale problemer skal løses, er det meget vigtigt, at arbejdet udføres af flest mulige hjemmehørende. Vi er ikke i tvivl om, at deres arbejde er mere bæredygtig, fordi de har en forståelse af vores identitet, mener Hans Enoksen (PN), der også peger på, at det er væsentligt, at borgerne har mulighed for at tale grønlandsk med deres socialrådgiver.

Også Siumut er skeptisk overfor at hente socialrådgivere udefra.

- Det er vigtigt at man så vidt muligt kun ansætter udefra kommende arbejdskraft (på socialområdet red.) i en overgangsperiode, skriver Suka K. Frederiksen.

En ting er partierne dog enige om: Der er så mange aspekter, der skal undersøges nærmere, så forslaget skal henvises til de relevante udvalg.

Powered by Labrador CMS