Siumut: Arbejde skal ikke modregnes i pensionen

Vivian Motzfeldt mener, at pensionister skal have mulighed for at arbejde så meget som de har lyst til - uden modregning

Vivian Motzfeldt kommer med et udspil om pension, arbejde og skat.

OBS: I første udgave af denne artikel stod Kim Kielsen som afsender af budskabet. Det var en fejl. Det er Vivian Motzfeldt, der udtaler sig om pensionsspørgsmålet, hvilket nu fremgår af artiklen. Rettet kl. 18.41.

Fremover skal pensionister have mulighed for at beholde hele deres grundpension, selvom de arbejder ved siden. Det mener Siumut.

- I dag bliver pensionister modregnet krone for krone, hvis de har lidt arbejde i deres pensionisttilværelse. Det er ikke godt for dem, og det er ikke godt for os som samfund, skriver Vivian Motzfeldt i en pressemeddelelse.

Kan arbejde så meget de vil

Siumut foreslår, at pensionisterne får lov til at beholde hele grundbeløbet på 61.201 kroner årligt, uanset hvor meget de måtte have lyst til at arbejde ved siden af pensionen. Hun mener, at en del pensionister vil tage imod denne mulighed.

- Når man står op og går på arbejde, skaber man værdi. Men man kan også mærke, at man er noget værd som menneske. Den daglige omgang med kolleger er med til at holde os unge i sind og hjerte, siger hun.

Og hun mener ikke, at et sådant system nødvendigvis behøves at koste flere penge, da det vil give ekstra skatteindtægter.

Regnestykke – med usikkerheder

Siumut har udarbejdet et regnestykke, der viser, at ordningen løber rundt, hvis 591 pensionister vælger at arbejde ved siden. Forudsætningen er, at de 591 i gennemsnit får en indtægt svarende til en halv SIK-løn.

Regnestykket ser dog ikke ud til at holde helt stik, da det forudsætter, at de mennesker over 65, der i dag kun får en delvis eller ingen pension, ikke i forvejen betaler skat.

Siumut ønsker ligeledes, at man skal stoppe med at modregne ægtefællens indkomst i pensionen.

- Partiet mener, at modregningen for ægtefællers indkomst i grundbeløbet er en unødvendig straf til dem, der går på arbejde, yder en indsats og betaler deres skat til fællesskabet.

- I vores arbejde for at gøre vores land selvstændigt, har vi brug for alle de gode kræfter vi har og vi har brug for at arbejde sammen. Kun sådan kan vi stå på egne ben i fremtiden, siger Vivian Motzfeldt.

Samlet mener Siumut, at forslaget også vil spare på administrationen.

Powered by Labrador CMS