Siumut er klar til at sænke skatten for lavtlønnede

Kandidat for Siumut Evelyn Frederiksen vil indføre beskæftigelsesfradrag, der skal indfases i en årrække. - Det skal gøre det økonomisk attraktivt for folk på overførselsindkomster at komme i arbejde eller at arbejde mere, siger hun.

På billedet ses Evelyn Frederiksen

- Målsætningen må og skal være, at beskæftigelsesfradraget skal svare til en indkomstfremgang på 1.000 kroner om måneden for en lønmodtager under en SIK-overenskomst. Det svarer til en skattelettelse på omkring 10 procent for denne gruppe. Og det er vel at mærke den gruppe i samfundet som har størst behov for denne skattelettelse.

Sådan skriver Siumuts kandidat til Inatsisartut-valget Evelyn Frederiksen i et valgoplæg. Hun oplyser, at den daværende koalition med Siumut, Demokraterne og Atassut havde planer om at gennemføre det.

Attraktivt at arbejde

- At skabe et bedre indkomstgrundlag for den enkelte betyder mere end penge. Det betyder større frihed og mere økonomisk lighed for alle i samfundet. Det vil gøre det endnu mere attraktivt at være i arbejde. Derfor bliver beskæftigelsesfradraget et af vore kardinalpunkter i de kommende forhandlinger, fremhæver hun.

Hun oplyser, at beskæftigelsesfradraget bliver indfaset over en årrække og, at finansieringen bliver fundet inden for skattesystemet, i takt med at der skabes økonomisk råderum i de offentlige finanser.

- Vi er på vej mod selvstændighed. Vi udvikler vores økonomi og skaber flere jobs. Derfor er det vigtigt at skabe de rette incitamenter til at sikre, at flest mulige er med til at løfte i flok – jo flere der ikke er afhængige af ydelser fra det offentlige, des nærmere kommer vi selvstændigheden, lyder det fra Evelyn Frederiksen.

Her ses Siumuts oplæg til skattelettelse:

Powered by Labrador CMS