Gå til hovedindhold

Siumut 'ærgrer' sig over angreb fra Nunaminerals-direktør

Den opsigtsvækkende skarpe kritik fra Nunaminerals' administrerende direktør, Ole Christiansen, bliver afvist af det koalitionsbærende parti, som tager Christiansens opsigelse 'til efterretning'

Det er bestemt ingen hemmelighed, at der er polarkold luft mellem Nunaminerals' administrerende direktør, Ole Christiansen, og partiet Siumut.

I hvert fald var det noget af et sværd, som Christiansen satte eller forsøgte at sætte i Siumut, da han på kriseramte Nunaminerals' ekstraordinære generalforsamling den 29. januar sagde, at Grønlands politiske zigzag-kurs i mineralbranchen har ødelagt årtiers arbejde for Nunaminerals.

- Valget i 2013 og en efterfølgende ny regering med en politisk kursændring i mineralbranchen var som 11. september for vores selskab, sagde Ole Christiansen blandt andet under sin beretning på den ekstraordinære generalforsamling, inden han mandag morgen i denne uge meddelte, at han forlader sin stilling som administrerende direktør uden dog at ville forklare den eksakte årsag hertil.

Siden har Sermitsiaq.AG forgæves forsøgt at få et interview med formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut, men han har endnu ikke meldt tilbage.

Læs: Ole Christiansen: Siumut-styret ødelagde meget

Læs: Direktør Ole Christiansen forlader Nunaminerals

Siumut afviser kritik
I stedet har Siumuts politiske ordfører, Suka K. Frederiksen, sendt en pressemeddelelse, hvori hun forsvarer sit parti og royalty-ordningen, som partiet indførte efter Inatsisartut-valget i 2013:

- Vi (Siumut, red.) synes, det er ærgerligt, at man (Ole Christiansen, red.) peger på Siumut og dens forvaltning og ansvarliggøres, fordi vi netop i Siumut finder det yderst vigtigt, at de rammer og forhold, som de forskellige virksomheder udsættes for, er ens for alle.

- Vi mener i Siumut, at royalty-ordningen for udnyttelsen af vore ressourcer er en rimelig ordning. Det er dog også vores målsætning, at selskabsskatten over tid skal reduceres og tilpasses, så Grønland bliver endnu mere attraktiv at investere i, forklarer Suka K. Frederiksen.

Se billeder: Naalakkersuisuts Nunaminerals-forslag afvist

Læs: Før skæbnesvangert møde: Naalakkersuisut håber til det sidste

Siumuts politiske ordfører hæfter sig ved de økonomiske problemer, som det delvist selvstyreejede mineralefterforskningsselskab Nunaminerals A/S 'har haft i efterhånden snart mange år'. 

- Vi mener derfor, det er vigtigt - ligesom også Naalakkersuisut har ønsket det - at der udarbejdes og fremlægges en helt ny økonomisk plan for at komme videre, siger Suka K. Frederiksen.

Tager opsigelse til efterretning
- Hvad siger I i Siumut til, at Ole Christiansen forlader sin stilling som administrerende direktør for Nunaminerals?

- Det er et personligt valg, men vi tager selvfølgelig hans opsigelse til efterretning, svarer Suka K. Frederiksen. 

Ole Christiansen fortalte mandag til Sermitsiaq.AG, at han ikke længere ønsker at udtale sig om sin kritik af Siumut. Derfor kan redaktionen blandt andet ikke få svar på, hvorvidt Nunaminerals inden for egne rækker - bestyrelsen og direktionen - bærer et medansvar set med den administrerende direktørs øjne i den yderst kritiske situation.

Læs: Kielsen om Nunaminerals: Forretningsplanen er ingen redningsplan

Læs: Nunaminerals forsvarer sig efter hård kritik

På Nunaminerals' ekstraordinære generalforsamling på Hotel Hans Egede i Nuuk blev det vedtaget, at selskabets aktieværdi blev nedsat drastisk fra 5 kroner til 10 øre pr. aktieandel, samtidig med at mineralefterforskningsselskabets aktiekapital blev nedsat fra 137.954.700 kroner til 2.759.094 kroner til dækning af tab.

Læs flere artikler om Nunaminerals her

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER