uvejr

Sisimiut forbereder sig på uvejr

Stormen, der ramte Nuuk tirsdag, bevæger sig nordpå. Skoleelever i Sisimiut kan blive hjemme onsdag

Stormen forventes at toppe påny i Sisimiut onsdag eftermiddag
Offentliggjort

Færdsel på vejene i Sisimiut kræver onsdag forsigtighed. Tøvejr og storm er også kommet til den midtgrønlandske by, hvor stormen forventes at toppe onsdag eftermiddag.

Læs: Mange strandede passagerer når frem i dag

- Vi har ikke modtaget henvendelser om ulykker eller om personer, der er kommet til skade. Men der er en del løs sne på vejene, og stormen forventes at toppe igen onsdag eftermiddag. Vi kan kun råde folk til at færdes på vejene med forsigtighed, siger vicepolitikommissær hos politiet i Qeqqa Johan Davidsen til Sermitsiaq.AG.

Storm i flere byer
Der har været kraftig storm i Sisimiut tidlig onsdag morgen. Skolen Nalunnguarfiup Atuarfia har meddelt, at elever kan vælge at blive hjemme onsdag.

- Det er egentlig ikke så slemt her til formiddag, men stormen forventes at toppe igen i eftermiddag. Derfor har vi meddelt, at elever kan vælge at blive hjemme, hvis de vurderer, at det er for farligt at færdes på vejene, fortæller skoleinspektør i Nalunnguarfiup Atuarfia, Jonathan Petersen.

Stormen er aftaget i Sisimiut, men vindstødene forventes at komme op på 25 meter per sekund igen sidst på eftermiddagen.

Aasiaat og Ilulissat får også kortvarig storm sidst på dagen - ifølge DMI’s prognose.

Powered by Labrador CMS