Sisimiut

Sisimiut får sin egen musikfestival

Kendte navne kommer til Sisimiut, når Arctic Sounds Festival tænder for forstærkere i slutningen af april

Small Time Giants bliver et af hovednavnene på Arctic Sounds Festivalen fra den 25. til den 27. april

Musikgrupperne Small Time Giants, Simon Lynge og G-60 bliver hovednavne, når den første udgave af musikfestivalen Arctic Sounds bliver afviklet fra den 25. til den 27. april. Kulturhuset Taseralik i Sisimiut danner rammen om koncerterne.

Musiklivet i Sisimiut får masser af saltvandsindsprøjtning under Arctic Sounds Festivalen. Der bliver ikke kun lyttet og danset til musik. Der bliver også mulighed for at få kursus i sangskrivning via workshops.

God opbakning
- Dygtige lokale sangskrivere kan deltage gratis i sangskriverworkshop med professionelle folk fra hele Norden. Således vil de både kunne få udviklet deres kunstneriske og håndværksmæssige kunnen og møde folk, som kan vejlede og rådgive om karrieremulighederne i Norden inden for musik og sangskrivning, meddeler Jakob Froberg på vegne af arrangørerne af Arctic Sounds.

Koncerterne bliver afviklet i den første weekend efter påske. Det er opbakning fra lokale virksomheder og et stort arbejde udført af frivillige, der har banet vejen for Arctic Sounds Festival.

Powered by Labrador CMS