SISA skal forvalte obligatorisk pensionsordning

Arbejdstagernes Pensionskasse, SISA, har vundet udbuddet omkring oprettelse og administration af den obligatoriske pensionsordning.

Kontrakten om forvaltningen løber i 10 år med mulighed for forlængelse. Det oplyser SISA i en pressemeddeleles.

- Vi er glade for, at Selvstyret har betroet SISA forvaltningen af den obligatoriske pensionsordning, siger direktør Søren Schock Petersen, SISA.

Fakta om SISA

SISA er ejet af medlemmerne og skal derfor ikke levere et overskud til aktionærer- ne. Missionen er at levere attraktive pensionsordninger til organisationer og er- hvervsliv i Grønland, med det bedst mulige afkast og den lavest mulige risiko.

• 3.135,8 mio. kroner i samlet pensionsopsparing 31. december 2017.

• 210,2 mio. kroner i indbetalte bidrag 2017.

• Omkostning pr. medlem 387 kroner i 2017.

• 200+ grønlandske virksomheder indbetaler til pension i SISA for deres ansatte.

• 800 pensionister modtog 32,4 mio. kroner i udbetalinger i 2017.

Skattestyrelsen opkræver

Skattestyrelsen vil opkræve bidrag til den obligatoriske pensionsordning for de skatteborgere, der ikke indbetaler tilstrækkeligt til pension.

- Langt de fleste af de medlemmer, der enten selv eller gennem deres arbejde betaler pensionsbidrag til SISA i dag, vil derfor ikke blive opkrævet bidrag til den obligatoriske pensionsordning, oplyser pensionskassen.

Mindst 4 procent

I 2018 skal man indbetale mindst 4 procent af sin indtægt til pension for ikke at få opkrævning til den obligatoriske pensionsordning. De første opkrævninger vil blive sendt ud i slutningen af 2019, når Skattestyrelsen har behandlet selvangivelserne for 2018.

Indbetalinger til den obligatoriske pensionsordning vil blive sparet op og til sin tid udbetalt fra SISA som en livsvarig pension. Hvis man dør, inden man når pensionsalderen, vil opsparingen blive udbetalt til de efterladte.

Mindst ti år

Hvis man oplever pensionsalderen og udbetaling af pensionen er startet, vil der under alle omstændigheder blive udbetalt pension i mindst ti år, også selvom man dør, inden der er gået ti år fra man gik på pension.

- Den obligatoriske pensionsordning passer fint ind i de produkter SISA ellers tilbyder organisationer og virksomheder. Derfor er SISA i stand til at håndtere pensionsordningen til samme lave omkostninger, som vi ellers tilbyder vore medlemmer, lyder det fra Søren Schock Petersen.

Powered by Labrador CMS