Aalborg

Sigtelse: Narkohandlere brugte Facebook som markedsplads

Fem mænd er varetægtsfængslet til 21. december i en større narkosag i Nordjylland

Fem mænd er varetægtsfængslet til 21. december i en større narkosag i Nordjylland

En dommer i Aalborg varetægtsfængslede 1. december fem mænd i en større narkosag, hvor politiet har fundet omkring 800 gram kokain, 100 kilo hash og to pistoler med ammunition.

Derudover fandt politiet 500.000 kroner i kontanter, der menes at stamme fra narkosalg.

Det skriver DR Nordjylland.

Politiet mistænker de fem for at have solgt stoffer på Facebook.

- Man kan sammenligne det med pizzabude, hvor man bestiller en pizza og får det leveret til døren.

- Her er det måske lidt mere sofistikeret, fordi man har anvendt lukkede Facebook-grupper til det, siger politikommissær Carl Dissing fra Nordjyllands Politi til DR Nordjylland.

De fem mænd er i alderen 22 til 33 år og har ifølge politiet arbejdet sammen i et organiseret netværk.

Carl Dissing oplyser, at op mod 100 unge kan have købt stoffer af mændene på Facebook.

De sigtede er fængslet til 21. december. Det vides ikke, hvordan de fem forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS