Den sidste rejse med Vædderen

Et lykkeliget sammentræf og hurtig beslutsomhed betød, at 23-årige Natacha Petersen kunne tage en værdig afsked med sin far.

I marts døde Jesper Houlind meget pludselig i en alder på kun 49 år. Der var intet forvarsel.

I 90erne havde han sejlet som kampinformationsgast på inspektionsskibet Vædderen.

Siden fortalte han hyppigt sin datter Natacha om tiden i Grønland, en tid der kom til præge resten af hans liv.

- Det store åbne hav og det vilde smukke landskab betød meget for ham. Han sagde tit, at kun her kunne han trække vejret rigtigt dybt, fortæller Natacha Petersen til Sermitsiaq.AG.

Så efter faderens død stod det klart for Natacha, at hun en eller anden dag selv ville opleve hans elskede Grønland. Hun gemte også en del af hans aske i en lille æske; den øvrige del var allerede blevet strøet i havet. Jesper Houlind havde talt om, at det var det han ønskede.

Rejsen til Grønland blev til virkelighed hurtigere end Natacha på forhånd havde regnet med.

- Det var nærmest en spontan beslutning. Jeg havde ikke rigtig noget at lave her til sommer, og så besluttede jeg mig for at besøge Fæøerne, Island og så naturligvis også Grønland.

Med sig tog hun den lille æske med faderens aske.

- Det var naturligvis også en del af sorgprocessen. Jeg håbede, at jeg kunne finde en afslutning, fortæller den unge kvinde.

Og da hun kom til Grønland viste det sig, at være alt det, som faderen havde fortalt om.

- Det var bare spot on.

Natacha Petersen kom både ud at sejle og på tur med en hundeslæde, og fik således den grønlandske natur helt tæt ind på livet.

- Det er bare stort med den rå natur. Jeg havde nøjagtig samme ooplevelse, som det, min far altid fortalte om.

Da hun kom til Nuuk opdagede hun, at Vædderen, altså netop det skib, som hendes far havde sejlet på, tilfældigvis lå ved kajen. Det var på ingen måde, noget som hun havde regnet med. Men herfra var der ikke langt fra tanke til handling. Hun bad om at komme ombord for at tale med skibschefen og spurgte, om det var muligt at strø Jesper Houlinds aske i grønlandsk farvand fra Vædderen.

- Jeg havde jo egentlig ikke regnet med, at den slags overhovedet kunne lade sig gøre.

Men efter et hurtigt opkald til Arktisk Kommando kunne skibschefen, kommandørkaptajn Jesper Lynge meddele Natacha, at man med glæde ville hjælpe hende.

- Min far havde aldrig direkte sagt, at han ville have sin aske strøet i det grønlandske hav. Men det lå ligesom uudtalt.

Og allerede samme eftermiddag gik Natacha igen om bord på Vædderen. Inspektionsskibet lagde herefter fra kaj for at sejle ud i farvandet ud for Nuuk.

Natacha blev ført til skibets helikopterdæk. Skibschef Jesper Lynge og fem besætningsmedlemmer stod klar til at sende Jesper Houlind ud på hans sidste rejse.

- Jeg havde slet ikke været forberedt på, at de ville være der for at gøre honnør for ham, siger Natacha.

Hun fortæller, at hun oplevede sitaúationen nærmest, som hun så den udefra.

- Jeg tænkte på, hvad min far ville sige. Og jeg var sikker på, at han ville være glad, for nu var han kommet tilbage til naturen, sådan som han ønskede.

Men selvom ceremonien var lige i Jesper Houlings ånd, så blev det ikke helt den afslutning, som Natacha Petersen havde håbet på.

- Han døde jo så ung og pludselig, og jeg er selv mun 23 år, så det er stadig en stor sorg.

- Men jeg fik sent ham godt afsted, så på den måde blev det en afslutning på den del af sorgprocessen. Nu er det savnet, der fylder.