Gå til hovedindhold

Sermersooq: Børn skal væk fra gaderne

Det skal være slut med, at børn under 13 år går rundt i byen efter klokken 20.00. Desuden skal forældre til børn i skolen underskrive en forældrepagt, hvor forældrenes ansvar tydeliggøres.

Forvaltningen for Børn og Skole i hovedstadskommunen er blevet inspireret af ”den islandske model”, hvor flere tiltag igennem de seneste 20 år har ændret de unges adfærd i en positiv retning.

Udvalget for Børn og Skole indstiller efter sit seneste møde, at Økonomi-udvalget og senere hele kommunalbestyrelsen tilslutter sig den nye strategi, hvor grundtanken er, at ”en effektfuld adfærdsændring kræver, at der tilbydes et alternativ til den negative adfærd” blandt de unge.

Færre unge på rusmidler

I Island har man oplevet et drastisk fald i de unges brug af rusmidler fra 42 procent i 1998 til blot fem procent i 2017, fremgår det af indstillingen fra forvaltningsdirektør Helene Broberg Berthelsen.

Planen er at dele indsatsen op i tre trin, hvor man skal lægge ud med en kampagne om det gode forældreskab – eventuelt i et samarbejde med MIO. Ved at øge forældreinvolveringen har man banet vejen for positive resultater.

Forældrepagt

- På Island skal forældre underskrive en forældrepagt, som forpligter forældre til at tage ansvar og involvere sig i børnenes skolegang. Denne forældrepagt mener skoleafdelingen vil være en god indsats i forhold til at få styrket forældreinvolveringen og samarbejdet i folkeskolen, står der i indstillingen.

Der lægges op til et langt større samarbejde mellem alle de områder, som har berøring med børnene, så man kan handle hurtigere før problemet for et barn vokser sig for stort. Det vil medføre et langt mere struktureret samarbejde mellem forvaltningerne og blandt socialrådgivere, ungerådgivere, pædagogiske konsulente og Misi.

Skoleafdelingen indstiller, at man får mandat til at arbejde med at få implementeret en forældrepagt, med forældrenes underskrift, i folkeskolerne.

Udgangsforbuddet

I Island har man indført en form for udgangsforbud for børn og unge.

  • Udgangsforbuddet er mere en vejledning end et forbud.
  • Er man under 13 år skal man være hjemme senest kl. 20:00.
  • For børn mellem 13-16 år er udgangsforbuddet gældende fra kl. 22.00.
  • Om sommeren øges udgangsforbuddet med 2 timer.

- Skoleafdelingen anbefaler, at der i samarbejde afdelingen Skole- og Dagtilbud laves et oplæg, som skal anvendes til en politisk udmelding, om i hvilket tidsrum børn mellem 0-16 år må være udendørs.

Erhvervs- og Økonomiudvalget skal den 7. november tage stiling til det nye forslag.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER