Sermersooq lancerer hjemmeside for frivilligt arbejde

En ny hjemmeside skal hjælpe ildsjæle med at finde hinanden

Med den nye hjemmeside kan man nemmere melde sig som frivillig

Kunne du tænke dig at blive frivillig i forbindelse med afvikling af større eller mindre sports, kulturelle eller sociale begivenheder som for eksempel som natur gåture med ældre medborgere i Nuuk eller afholdelsen af Nuuk Marathon?

Så har Kommuneqarfik Sermersooq gjort det nemt for dig at komme i gang. Kommunen har netop lanceret frivillighedshjemmesiden www.sunngiffik.gl

På siden kan man melde sig som frivillig og man kan registrere hvilke slags frivilligt arbejde man er interesseret i at udføre.

Rulleski
Foreninger og arrangører af arrangementer kan også registrere sig på hjemmesiden og søge efter frivillige.

Lige nu kan man melde sig som frivillig til en naturtur for ældre, til Genbrugbutikken i Nuuk, til Nuuk Marathon og til GM i rulleski.

Kan løfte mange opgaver
- Vi vil gerne styrke det frivillige arbejde i hele kommunen. Frivillige vil kunne løfte mange opgaver, der i dag ikke bliver løftet. Frivilligt arbejde styrker også sammenholdet i lokalsamfundet og det giver de frivillige mulighed for at udvide deres netværk og samtidig lære noget nyt, siger borgmester Asii Chemnitz Narup i en pressemeddelelse.

Frivillighedshus
Kommuneqarfik Sermersooq ønsker at give gode rammer for det frivillige arbejde i kommunen. Hjemmesiden www.sunngiffik.gl er et af midlerne til det. Sidste år indviede kommunen også frivillighedshuset, hvor foreninger og andre der udfører frivilligt arbejde kan få rådgivning og låne mødelokaler.

Powered by Labrador CMS