Arctic Circle 2017

Sermersooq vil gå nye veje i arktisk netværk

Borgmester Asii Chemnitz i nyt netværk med andre arktiske borgmestre.

Borgmester Asii Chemnitz Narup ses her sammen med andre arktiske borgmestre, der via et nyt netværk vil søge nye veje for udvikling.
Offentliggjort

Sermersooqs borgmester, Asii Chemnitz Narup, har taget endnu et skridt til at gøre Nuuk og Tromsø i Nordnorge til venskabsbyer.

Venskabsby

- Tromsø er en stor universitetsby. I vores strategi for Nuuk gør vi meget ud af, at Nuuk også skal udvikles som universitets og uddannelsesby”, siger hun til Sermitsiaq.ag.

Asii Chemnitz og Tromsøs borgmester Kristin Røymo har i weekenden deltaget i Arctic Circle-konferencen i Reykjavik, hvor de aftalte at fortsætte arbejdet med at knytte de to byer sammen som venskabsbyer.

Efter kommunesammenlægningen i 2008 skrottede Sermersooq mere end 30 forbindelser til de sammenlagte kommuners gamle venskabsbyer. Forbindelserne var ifølge Asii Chemnitz ikke længere aktive, men nu føjes altså Tromsø formentlig til listen. Asii Chemnitz besøgte Tromsø, der kalder sig Norges arktiske hovedstad, i 2011.

Vent ikke på regeringen

De to borgmestre benyttede sammen med borgmestre fra Iqaluit i Nunavut, Akureyri i Island, Longyearbyen på Svalbard, Oulu i Finland, Fairbanks i Alaska og flere andre arktiske byer Arctic-circle konferencen til at forstærke deres nye netværk, Arctic Mayors’ Forum, der blev stiftet i maj.

De arktiske borgmestre vil hjælpe hinanden bl.a. med at udvikle konkrete ideer til bæredygtig, inkluderende byudvikling med cutting-edge infrastruktur, som det hedder i deres fælles deklaration fra maj.

- Jeg har tit hevet mig selv i håret over alle de forkromede strategier for Arktis, vi bliver præsenteret for. Jeg har savnet klare bud på, hvordan vi får alle de mange ord gjort til virkelighed, siger Asii Chemnitz.

På et åbent møde med borgmestrene søndag på Arctic Circle-konferencen opfordrede hun sine kolleger til at handle, også selvom deres regeringer ikke var klar.

- Vent aldrig på regeringerne, sagde hun. Hun føjede sig dermed til en global tendens, hvor stadig flere byer og især storbyer er blevet mere selvstændige politiske aktører med klima-projekter, bæredygtigheds-strategier og andre langsigtede mål.

Borgmestre til Nuuk 2019

Asii Chemnitz håber at samle sine arktiske borgmester-kolleger i Nuuk i 2019.

Hun deltog på Arctic Circle-konferencen ligesom mere end 40 andre deltagere fra Grønland - herunder flere medlemmer af Inatsisartut, Grønlands repræsentanter i Bruxelles og Washington, embedsmænd, forskere og studerende fra Ilisimatusarfik, forretningsfolk m.fl. Hovedparten af deltagerne fra Grønland mødtes på initiativ fra Naalakkersusisuts Udenrigsdirektorat til uformel sammenkomst i Reykjavik lørdag.

Powered by Labrador CMS