Sermersooq

Sermersooq: Forslag truer det kommunale selvstyre

Nyt lovforslag fra Departementet for Erhverv stækker kommunerne og truer indsatsen for at få flere i arbejde, mener udvalg

Kommunens Udvalg for Velfærd, Arbejdsmarked og Erhverv er ikke imponeret over det nye lovforslag

Et nyt lovforslag fra Naalakkersuisut gør op med det lokale selvstyre.

Lovforslaget dikterer nemlig, hvordan kommunerne skal organisere deres beskæftigelsesindsats, advarer Kommuneqarfik Sermersooq.

Bliver det vedtaget, skal Piareersarfiit og arbejdsmarkedskontorerne samles i centre, som kaldes job-, vejlednings- og opkvalificeringscentre. Og det har fået et enigt Udvalg for Velfærd, Arbejdsmarked og Erhverv i Kommuneqarfik Sermersooq til at protestere.

Ikke alene er forslaget i strid med Inatsisartutloven om kommunal styrelse, det begrænser også kommunernes mulighed for, at tilpasse sig til lokale forhold, anfører udvalget.

Kender behovene
- Vores medarbejdere er i direkte kontakt med de arbejdssøgende, og ved hvad deres behov er. Derfor giver det ingen mening, at vores indsats skal dikteres fra Selvstyret, understreger udvalgsformand Malene Lynge, Inuit Ataqatigiit, i en pressemeddelelse.

Lovforslaget lægger også op til, at Naalakkersuisut kan holde betaling tilbage til kommunerne, hvis politikerne vurderer, at kommunen ikke løfter opgaven i overensstemmelse med aftalen.

Straf hjælper ikke
Udvalget finder bestemt ikke dette hensigtsmæssigt.

- Vi mener, at de arbejdsmarkedskontorer, der ikke lever op til målsætningerne, skal hjælpes, ikke straffes. Hvis Naalakkersuisut tilbageholder den økonomiske støtte, kan resultatet blive, at de modarbejder og opstiller forhindringer for kommunernes indsats, siger Malene Lynge.

Udvalget er enig i lovforslagets mål om at styrke indsatsen på arbejdsmarkedsområdet, og indgår meget gerne i dialog om at styrke den fælles indsats for at bringe ledigheden ned, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Powered by Labrador CMS