Gå til hovedindhold

Selvstyret parat til at sælge ud af arvesølvet

Naalakkersuisut ønsker med finansloven for 2018 at få lov til at sælge ud af dets aktier for om nødvendigt at kunne realisere finansieringen af de tre nye lufthavne i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq.

OBS: Første afsnit herunder er rettet kl. 15.29 mht selskabsnavne, red.

Af bemærkningerne til finansloven fremgår det ikke, hvilke aktier Selvstyret eventuelt kunne sælge, men Selvstyret kunne sælge ud af sine værdier i de 100 procent selvstyreejede selskaber såsom Tele-Post eller Royal Greenland.

Kapitalbehov på 2,1 milliarder kroner

Det samlede behov for kapital i Kalaallit Airports (KA) skønnes at løbe op i 2,1 milliarder kroner. Resten skal findes via lån hos udenlandske investorer, fremgår det af finansloven for 2018, som der blev indgået forlig om onsdag eftermiddag.

Selvstyret skal stille garantier for, at Kalaallit Airports kan låne et beløb op til 2,0 milliarder kroner. Alternativt at det er et landskasselån, der overdrages til KA.

Listen over, hvordan man får kradset over to milliarder kroner sammen er lang og blevet revideret på flere områder i forhold til udspillet, som blev kendt, da finanslovforslaget for 2018 blev offentliggjort i august i år.

Mobilkunder skal fortsat betale

Telepost skal fortsat over de kommende tre år levere i alt 250 millioner kroner.

Derimod har man erkendt, at Air Greenland ikke kan forventes at levere overskud til projektet, da selskabet vil stå over for store investeringer netop på grund af den nye luftfarts-infrastruktur, som de tre nye lufthavne skaber.

Royal Greenland skal levere overskud

Flaskehalsen til at spytte i landskassen er derfor blevet drejet over mod Royal Greenland, der skal aflevere et overskud i 2017 på 70 millioner kroner. Fiskekoncernen har ikke tidligere været nævnt som bidragyder til det ambitiøse lufthavnsprojekt.

- I det omfang Grønlands Selvstyre modtager særlige udbytter fra andre helt eller delvist selvstyreejede aktieselskaber for 2017, bemyndiges Naalakkersuisut til på baggrund af disse udbytter at indskyde i alt op til 100 mio. kr. i kapitalindskud i Kalaallit Airports AIS. Subsidiært bemyndiges Naalakkersuisut til at afhænde aktieposter for en værdi af op til 100 mio. kr. og indskyde dette salgsprovenu i Kalaallit Airports A/S, fremgår det.

Landskasse-overskud

Forventningen er, at overskud fra landskassen for årene 2016 til og med 2019 kan bidrage med finansieringen, men der er af gode grunde ikke sat beløb på størrelsen.

Engangsindtægter fra nogle pensionsforsikringer skal også overføres til Kalalliit Airports (KA) pengekasse.

Provenuet fra de skatteindtægter, som de udenlandske lufthavnsarbejdere leverer, skal også i KA-kassen, samtidig med at man fritager selskabet for at betale stempelafgifter i forbindelse med låneoptagelser. Et lån på 1,6 milliarder kroner vil eksempelvis have kostet KA 24 millioner kroner.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER