hvalkvoter

Selvstyret: Det lysner for stridighed om hvalkvoter

Til IWC-møde i september vil Grønland som udgangspunkt anmode om en fornyet kvoteblok for 2015-2018 baseret på den nyeste rådgivning fra Den Videnskabelige Komité

Offentliggjort

Den efterhånden lange stridighed mellem på den ene side Grønland og Danmark og på den anden side af forhandlingsbordet Den Internationale Hvalfangst Kommission, IWC, ser nu ifølge oplysninger fra selvstyret ud til at gå den rette vej.

- Den meget store fælles indsats, Grønland og Danmark har lagt i forhandlinger med et bredt IWC-lande siden efteråret 2013, synes at bære frugt, lyder det således i en meddelelse fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Fokus i dialogmøderne var at få accept af en mere videnskabeligt begrundet forvaltning af Grønlands hvalkvoter. Grønland og Danmark har fået EU’s opbakning til en pakkeløsning, der vil blive fremsat over for IWC i Slovenien i september.

Læs: Rigsfællesskabet bliver i IWC

Læs: Naalakkersuisoq for fiskeri: Løsning skal findes

Naalakkersuisut er optimitiske
- Pakken, der vurderes at have gode chancer for at opnå den nødvendige tilslutning på IWC-mødet, vil samtidig kunne sikre Grønland kvoter for de kommende fire år på biologisk bæredygtigt niveau. Det er Naalakkersuisuts forventning, at der opnås den nødvendige tilslutning ved en konsensusbeslutning på IWC-mødet i Slovenien, siger både formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond og naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen, begge fra Siumut, i meddelelsen.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug og det danske Udenrigsministerium har forhandlet intensivt siden efteråret 2013 i forsøg på at finde en løsning i spørgsmålet om kvoter for Grønlands IWC-regulerede fangst af store hvaler.

Læs: Grønlands renommé står også på spil

Læs: Vores hvalfangst truer dansk omdømme

Læs: Grønland fastsætter hvalkvoter

Parterne har gennemført en række dialogmøder med IWC lande og udarbejdet dokumenter som forberedelse til det kommende IWC-møde i Slovenien 11.-18. september.

- Under dialogmøderne har alle væsentlige lande og IWC-grupperinger og IWC Sekretariatet været tæt involveret i processen. Dialogen har nu resulteret i et pakkeløsningsforslag, aftalt mellem Grønland og Danmark på den ene og EU på den anden side, som indeholder:

  • Forslag til ændring af IWC-bekendtgørelse (Schedule paragraf 13(b)) – dvs. kvoter for de kommende fire år på niveau med videnskabelig rådgivning - samt et dokument fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, der beskriver fangstbehovet (Need Statement). Forslaget vil blive fremsat og præsenteret af Kongerigets IWC-delegation.
  • Et resolutionsforslag, der sigter på at styrke IWC’ forvaltning af oprindelige folks fangst. Dette forslag vil blive fremsat af de 25 EU-lande, der er medlemmer af IWC og præsenteret af det italienske EU-formandskab.

- Næste skridt vil være at sikre opbakning og vedtagelse på IWC-mødet i Slovenien til september, som betyder at der fortsat skal arbejdes hårdt for at få forslaget igennem, oplyser Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Til IWC-mødet vil Grønland som udgangspunkt anmode om en fornyet kvoteblok for 2015-2018 baseret på den nyeste rådgivning fra Den Videnskabelige Komité: Vestgrønland: 164 vågehvaler, 19 finhvaler, 10 pukkelhvaler og 2 grønlandshvaler samt for Østgrønland 12 vågehvaler.

Det gælder for alle bestande inklusiv overførsel af IWC-definerede restkvote (carry-over).

Læs alle artikler om IWC her

Powered by Labrador CMS