Nuuk

Seks kendte kvinder klar til stor kokkedyst

Arnannguaq Gerstrøm og fem andre kendte kvinder kaster sig i weekenden i Nuuk ud i en prestigefuld kokkekamp med grønlandske råvarer i højsædet

Der er lagt i gryden til et underholdende arrangement, når Den store Kokkedyst afvikles i morgen lørdag. Blandt de seks deltagende kvinder er Arnannguaq Gerstrøm

Kvindemagasinet Arnanut, KK Engros, Pisiffik og Nuuk Center har fundet sammen i et utraditionelt samarbejde med fokus på grønlandske råvarer.

De fire parter står bag arrangementet 'Den store Kokkedyst', hvor seks kvindekendisser vil smøge ærmerne op og vise deres køkkenfærdigheder. Det gælder Maliina Abelsen, Maria Motzfeldt, Martha Abelsen, Arnannguaq Gerstrøm, Kimmernaq Kjeldsen og Julia Pars.

Konkurrencen, der finder sted i morgen lørdag på Centertorvet i Nuuk Center, har et særligt overraskelseselement. Deltagerne ved ikke på forhånd, hvad de skal lave. De modtager en hemmelig råvarepakke, bestående af grønlandske specialiteter suppleret med andre produkter. Med disse ingredienser skal kvinderne tilberede deres bedste fjeldret - altså en ret man vil kunne kokkerere i det fri.

Læs: Vi skal spise mere grønlandsk mad

Komikeren Annemarie Ottosen vil være konferencier, mens Arnanuts madredaktør Anne Grødem, Naja Kleist fra Kop og Kande og kokken Mark Linfos fra Sarfalik udgør det kræsne dommerpanel. Retterne vil blive vurderet ud fra tre parametre: Smagen, det visuelle og duften.

Arrangementet starter klokken 12.00, og to timer efter kåres den stolte vinder af 'Den store Kokkedyst'.

Læs: Nuuk vil summe af aktivitet i weekenden

Powered by Labrador CMS