USA

Secret Service-computer med data om Trumps tårn er stjålet

Der er følsomt materiale på Secret Service-computer, som er stjålet fra bil i New York, siger politikilde

Der er følsomt materiale på Secret Service-computer, som er stjålet fra bil i New York, siger politikilde

Secret Service har fået stjålet en bærbar computer, hvor der angiveligt lå oplysninger om Trump Tower og efterforskning af Hillary Clinton.

Den amerikanske politistyrke oplyser, at computeren blev stjålet fra en medarbejders bil i New York City torsdag.

Ifølge Secret Service er styrkens computere udstyret med høj sikkerhed, og det er ikke tilladt at opbevare klassificeret information på dem.

Det er ABC News, der på baggrund af politikilder skriver, at der på computeren blandt andet var plantegninger over Trump Tower og detaljer fra efterforskningen af Hillary Clintons brug af en privat e-mail-server.

Computeren blev stjålet torsdag, og politiet har søgt efter den siden. Den blev taget fra en agents bil i Brooklyn.

Politiet har fundet andre stjålne ting fra bilen, skriver The New York Daily News. Det drejer sig om mønter og en sort pose med politistyrkens logo på.

Ifølge kanalen CBS News var der også vigtige dokumenter om pave Frans på computeren.

Den agent, som brugte computeren, har fortalt, at den ikke indeholdt noget om Det Hvide Hus eller om fremmede landes ledere.

Men der er information, der kan skade den nationale sikkerhed, skriver Daily News.

- Der er data på den, som er meget følsomt, siger en politikilde.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS