Danmark

Se video: Bredt flertal for uran-love

Alle danske partier undtagen Enhedslisten bakker op om to love, der skal regulere Grønlands eksport af uran

Aaja Chemnitz Larsen på Folketingets talerstol under en tidligere debat

Folketinget tog tirsdag hul på behandlingen af to lovforslag, der knytter sig til Grønlands muligheder for at udvinde uran.

Kontrol og eksport
Det ene lovforslag drejer sig om kontrol med uranholdigt materiale, mens det andet drejer sig om kontrol med eksporten af produkter med såkaldt dobbelt anvendelse.

Læs: ICC præsenterer ny kritisk uran-rapport

For urans vedkommende drejer det sig om, at materialet både kan bruges civilt til atomkraft, men også militært til atomvåben. Og begge love lægger således de overordnede rammer på området.

Bredt flertal
Efter førstebehandlingen stod det således klart, at alle danske partier på nær Enhedslisten bakker op om lovforslagene. Omvendt var hverken SF eller Alternativet særligt begejstrede for udsigten til udvinding og eksport af uran - men her vejede hensynet til Grønlands ønsker tungere end det isolerede spørgsmål om uran.

Forslagene skal nu til videre drøftelse i Grønlandsudvalget, inden andenbehandlingen i tinget.

Ruller selvstyreloven tilbage
Inuit Ataqatigiits Aaja Chemnitz Larsen havde et generelt budskab i sine to indlæg i debatten,

Hun mener, at lovforslagene ruller selvstyreloven fra 2009 tilbage.

- Der har været politisk uenighed mellem Danmark og Grønland om afgrænsning af beføjelser i Danmarks udenrigs, forsvars- og sikkerhedspolitik. Og fra Inuit Ataqatigiit mener vi, at aftalerne underminerer et område, som vi har hjemtaget. Samtidig kan man sige, at vi er lodret uenige i beslutningen om at udvinde uran og derfor også lodret uenige, i at Rigsfællesskabet skal være uraneksporterende, sagde hun i forbindelse med debatten om lovforslaget om kontrol med den grønlandske uran.

Dybt splittet
Samtidig understregede folketingsmedlemmet, at Grønland er dybt splittet i spørgsmålet om udvinding af uran.

Se video fra Nej til uran-demonstration

- I otte byer og bygder har folk fredag den 8. april været på gaderne i protest mod uran-udvinding og med krav om en folkeafstemning. Det er tydeligt for enhver, at spørgsmålet om uran ikke er afsluttet i Grønland. Vi må spørge; er det afsluttet i Danmark siden den danske regering har så travlt med at få gennemført denne lovgivning? Spurgte politikeren og understregede, at IA siger nej til uranudvinding.

Steen Lynge går solo i uran-spørgsmålet

Du kan følge Folketingets førstebehandling af de to punkter på video i bunden af denne artikel

Powered by Labrador CMS