klimatopmøde
Se flere billeder: Duft, lyt og se indlandsisen
Det sagde Olafur Eliasson, da kunstneren præsenterede den smeltende værk ’Ice Watch’ overf or nysgerrige københavnere søndag
Flere hundrede nysgerrige Københavnere var mødt op, da klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre, åbnede ferniseringen af ’Ice Watch’ som består af 12 isklumper, der ovenfra vil kunne ses som et gigantisk ur.
100 tons isklumper, der af Royal Arctic Line er sejlet fra Nuuk til Aalborg, er opstillet i en rundkreds med 12 punkter på Rådhuspladsen.
Læs: Se galleri: Indlandsisen smelter langsomt på Rådhuspladsen
- De 100 ton is, der ligger her, svarer til, hvad der smelter i Grønland på en hundrededel af et sekund. Det er blevet varmere og verdenshavene stiger, sagde klimaminister Rasmus Helveg Petersen.
- Vi er nødt til at skifte vores fossile energi fra kul, olie og gas ud med den grønne, vedvarende energi fra vind, sol og biomasse, opfordrede klimaministeren i sin tale.
Det er kun på denne måde, vi mennesker, kan bremse klimaforandringerne, mener ministeren.
FN’s klimapanel-møde i København
Mandag starter FN's klimapanel bestående af forskere fra hele verden og taler om klimaforandringerne. Ifølge FN’s klimapanel, IPCC, udkommer søndag 2. november en synteserapport på højst 30 sider, som er en sammenfattet rapport af tre tykke dele klimarapporter, der er skrevet af tusindvis af forskere fra hele verden.
Bag Værket Ice Watch står den internationale anerkendte islandske kunstner Olafur Eliasson og professor i geologi Minik Rosing.
- Lyt til isen, der smelter, opfordrer Minik Rosing.
- Man kan faktisk føre små luftpartikler komme ud i atmosfæren her. Disse små bobler er faktisk flere tusinde år gamle og stammer fra dengang, verden havde et anderledes CO2-indhold, sagde videnskabsmanden.
Kunstner Olafur Eliasson opfordrer ligefrem til at kramme isklumperne.
- Kram is og hør den smeltende tid, sagde Eliasson.
- Ingen læser klimarapport, det gør jeg ikke selv. Men jeg kan mærke, se og høre isen smelte, det vil jeg også opfordre jer til at gøre her, sagde kunstneren.
Brug cyklen i stedet for bilen
Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhedslisten, opfordrer folk til at tænke sig mere om.
- Jeg tror, at vi kan spare meget mere på energien, end vi gør i dag. Vi må slukke de lamper, der ikke bruges. Lukke vinduer og spare på varmen. Vi må bruge cyklen i stedet for bilen, sagde borgmesteren.
- København arbejder desuden med et ambitiøst mål om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Men en by gør det ikke alene, og derfor er det vigtigt, at der bliver lyttet til klimapanelets konklusioner, sagde Morten Kabell.
Se billeder under denne tekst