Gå til hovedindhold

Se billeder: Ressourcestærke grønlandske elever

På Efterskolen Flyvesandet på Nordfyn bliver der set op til de grønlandske elever

Efterskolen Flyvesandet er en natur efterskole på Nordfyn kun få hundrede meter fra Kattegat. 

Skolen har fem linjer: Jagt, fiskeri, heste, science og outdoor og mad og kultur. Skolen har plads til 75 elever. En af eleverne i dette skoleår er grønlandske Ole Olesen. 

Skolen forsøger i undervisningen at ”bygge bro til rigsfællesskabet” og være ”nordisk orienteret”, som skolen udtrykker det. Det betyder blandt andet, at skolen tilstræber at have elever fra Grønland, Færøerne, Sydslesvig, fra resten af Norden og naturligvis fra Danmark.

Jagt- og kontaktlærer Michael Frandsen sammen med Ole Olesen
Knud Fl. Larsen

Ole Olesen 17 år
Ole Olesen med en barndom i Narssaq og Qaqortoq går på skolens jagtlinje. Forsøger at lære om de mange indviklede regler, der er for jagt. Fedningsregler, sikkerhed, afstand og dyrenes navne for eksempel. Man kan med jagttegn fra Grønland få en 2-årig dispensation til at gå på jagt i Danmark. 

Man skal dog være 18 år, for at man alene kan gå på jagt med riffel og haglgevær. Så når Ole er på jagt er det sammen med sine jagtlinjekammerater og med sin jagt- og kontaktlærer Michael Frandsen. Michael Frandsen har grønlandserfaring fra seks år som lærer i Sisimiut.

Ole Olesen forsøger at lære navnene på fuglene og hvornår de forskellige fugle må skydes
Knud Fl. Larsen

Ole Olesen lægger i en samtale med Sermitsiaq.AG ikke skjul på, at han er meget glad for opholdet på Flyvesandets Efterskole. 

- Allerede nu er jeg blevet meget bedre til dansk og har lært mange ting og ikke mindst, så er jeg rigtig glad for, at jeg får hjælp med min ordblindhed. Det sidste betyder, at jeg begynder at drømme om fremtiden. Lige nu er der to ting, som jeg i fremtiden kunne tænke mig, fortæller Ole Olesen.

- Jeg kunne godt se mig selv i Slædepatruljen Sirius og så vil jeg gerne være fisker.

Efterskolen har tilknyttet en ekstern underviser til ordblinde. En underviser, som har særlige kompetencer i at undervise fremmedesprogede ordblinde. 

Ole Olesen har fået skolen anbefalet af en tidligere elev.

Forstander Pavia Jakobsen bag skrivebordet
Knud Fl. Larsen

Forstander med stor erfaring fra Grønland
Forstander Pavia Jakobsen er født i Grønland og har en barndom i Grønland. Har som voksen arbejdet med forskellige efterskoler i Grønland.

Pavia Jakobsen fortæller i samtalen med os, at på Efterskolen Flyvesandet er de grønlandske elever resourceelever.

- De er med til at løfte elevflokken i de forskellige fag. De kommer med en viden om naturen. De er som regel rigtig gode, når vi er ude til alle vores forskellige aktiviteter. Ikke mindst på vores årlige tur til Norge, hvor vi er ude i fjeldene, kører med hundeslæde, går på langrendsski og får styr på sneskoene.

- Der bliver set op til de grønlandske elever fortæller Pavia Jakobsen flere gange med glæde og stolthed i stemmen.

- Det hele er jo ikke natur her hos os. Vi har alle de almindelige boglige fag og selvfølgelig kan eleverne også spille fodbold, hvis det er det, de har lyst til og som på alle andre efterskoler så fylder musik og sang meget og også her og i andre kreative fag, udmærker de grønlandske elever sig slutter Pavia Jakobsen.

Hest og hund
Efterskolen Flyvesandet er den eneste naturefterskole på Fyn. I Danmark er der i alt seks naturefterskoler. På Efterskolen Flyvesandet er der mulighed for, at eleverne, hvis de har en hest eller en hund, kan tage dem med og bruge dem i undervisningen.

Plads er der på skolens arealer nok af. Ikke mindre end 180 hektar natur. Under Sermitsiaq.AGs besøg gik der to rådyr rundt og græssede i skolens park.

Efterskolen Flyvesandets hovedbygning
Knud Fl. Larsen

 
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER