Panamerikanske mesterskaber

Se billeder: Hårde kampe venter

Håndboldlandsholdet spiller mandag eftermiddag den første kamp ved De Panamerikanske Mesterskaber i Uruguay

Estadio Sergio Matto i Canelones Knud Fl. LarsenNogle håndboldpiger fik en stor oplevelse Knud Fl. LarsenFysioterapeut Berit Duus behandler Andreas Lorentzens skulder Knud Fl. LarsenLandstræner Niels Møller har noget at tænke over Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Grønland er i pulje med Argentina, Chile og Mexico og møder i mandagens sidste kamp klokken 19.00 grønlandsk tid mod Argentina. Mandagens to øvrige kampe bliver kampe fra den anden pulje, hvor først Brasilien og Venezuela mødes og derefter spiller USA mod Guatemala.

Forsigtig landstræner
Landstræner Niels Møller lægger i en samtale med Sermitsiaq.AG ikke skjul på, at det er nogle hårde og vanskelige kampe, der venter.

- Det er kun i puljens sidste kamp mod Mexico, at vi er favoritter. Mexico kommer med et ung og lidt urutineret hold, som vi har gode muligheder for at slå. Mexico spiller friskt til, så en eventuel sejr kommer ikke af sig selv. I kampene først mod Argentina og derefter mod Chile bliver det svært.

- Spiller vi 10 kampe mod Argentina, kan vi med lidt held vinde den ene. De kommer med et hold med erfaring fra internationale turneringer, og mange af spillerne spiller i gode klubber i Europa. Nøglekampen bliver, som det er sagt og skrevet mange gange, onsdagens kamp mod Chile. Chile kommer med et stærkt hold. Ligesom Argentina har holdet international erfaring og kommer som altid meget velforberedt. Holdet har blandt andet været på et langt træningsophold i Europa og spillet træningskampe mod topklubber i både Tyskland og Danmark. Holdet er muligvis lidt svækket, da de tre Feutchmann-brødre, som har spillet mange landskampe, ikke er med på holdet grundet nogle kontroverser med træneren. Om det kan give os nogle muligheder, sammenholdt med at vores nøglespillere er blevet en hel del mere erfarne, siden vi for to år siden spillede mod de to lande, får vi snart svar på, siger landstræner Niels Møller.

Ærgerlige afbud
Landsholdet er stadig mærket af afbud fra Miki Heilmann, Miilu Rosing og Jakob Larsen. Under træningen bliver der arbejdet meget med at finde ud af den eller måske rettere de ideelle opstillinger. Landsholdet stiller med hele ni nye spillere i forhold til for to år siden, hvor De Panamerikanske Mesterskaber blev spillet i Argentina. Spillerne går til den under træningen, så fysioterapeut Berit Duus har nok at se til med at behandle spillere. Indtil nu heldigvis intet alvorligt.

Estadio Sergio Matto
Kampene spilles i byen Canelones i en arena, der hedder Estadio Sergio Matto. Caneleones er en by med omkring 20.000 indbyggere. Fra spillernes hotel i Montevideo tager turen med bus til Caneleones en god times tid. Arrangørerne har travlt med at få arenaen klar til den store turnering.

Se billeder under denne tekst

Powered by Labrador CMS