marathon

Se billeder: Gravide Liza Tuperna gennemførte marathon

Den højgravide grønlandske kvinde gennemførte Berlin-løbet i weekenden

Liza Tuperna Itzchaky er ganske godt tilfreds med sin præstation. Fotoet stammer fra opvarmningsløbet
Spændt og forventningsfuld inden løbet
Udstyret er klar
Veltilfreds efter løbet
Veltilfreds efter løbet
Udstyret er klar PrivatVeltilfreds efter løbet PrivatVeltilfreds efter løbet PrivatLiza Tuperna Itzchaky er ganske godt tilfreds med sin præstation. Fotoet stammer fra opvarmningsløbet PrivatSpændt og forventningsfuld inden løbet PrivatUdstyret er klar PrivatVeltilfreds efter løbet PrivatVeltilfreds efter løbet PrivatLiza Tuperna Itzchaky er ganske godt tilfreds med sin præstation. Fotoet stammer fra opvarmningsløbet PrivatSpændt og forventningsfuld inden løbet PrivatUdstyret er klar Privat

Det er uden tvivl en udfordring at gennemføre et marathonløb, når man er højgravid.

Men grønlandske Liza Tuperna Itzchaky beviste i weekenden, at det kan lade sig gøre, da løbet blev gennemført i Berlin.

Læs: Flot løb af Liza Tuperna Itzchaky

Liza Tuperna Itzchaky kom i mål i tiden 3.58.50 timer.

Personlig præstation
- Jeg kan ikke huske at have været så glad for noget andet marathon-løb, selvom jeg har løbet væsentlig hurtigere, fortæller hun efter løbet.

Læs hele hendes beretning her:

Jeg var spændt på en anden måde end normalt… Denne spænding gik primært på, hvad min gravide krop ville sige til den lange distance.

Mit træningsforløb op til Berlin har i sammensætning mindet om det, jeg normalt ville gøre, altså kompleks træning med både intervaller, tempoture og langture samt rolige ture, men adskilte alligevel sig på to væsentlige punkter. Jeg løb meget færre kilometer i min træning end normalt, og søndage blev de lange rolige ture løbet i det jeg satsede på, mit marathontempo skulle være.

Læs: Flot sejr til Liza Tuperna Itzchaky

Normalt ville jeg ligge på omkring 120-125 kilometer og toppe på knap 140 kilometer om ugen, for det andet ville jeg aldrig løbe min søndagsture, der har været på 28 kilometer da jeg løb længst, i mit marathon tempo.

Skåne kroppen
Denne gang har jeg kun ligget på omkring 50 kilometer og op til knap 60 kilometer pr. uge, for at skåne kroppen mest muligt, men samtidig fået løbet så tilpas meget, at jeg vidste jeg havde træning nok til at løbe mit marathon.

Taget på
De sidste 10 dage forud for Berlin Marathon, kunne jeg tydeligt mærke at min vægt, og især nuunos, er steget. Min mave syntes jeg er eksploderet, og på mine træningsture var det tydeligt at mærke, at den øgede tyngde lagde ekstra pres på mine lårmuskler.

Hvilke konsekvenser ville dette mon få for mit løb….Jeg har på intet tidspunkt været bange for at mit marathon ville skade nuuno i maven, for så ville jeg ikke have kastet mig ud i det.

Ikke stresse kroppen
Mit startnummer fik jeg tilbage i oktober 2015 ved lodtrækning, men den endelige beslutning om at løbe med, blev først taget i starten af august. Jeg blev nødt til at mærke, hvordan min gravide krop reagerede på de lange træningsture. Der kan være en tendens til plukveer hos nogle gravide, der løber, hvilket er et tegn på at kroppen bliver for stresset.

Dette oplevede jeg på intet tidspunkt. Jeg mærkede at muskulatur omkring bækkenet havde været på arbejde, men dagen efter en lang tur var det væk igen, og det er OK at kunne mærke, at kroppen har været ude i lang tid, sådan reagerer den også normalt.

Jeg mærkede ofte nuuno sparke undervejs i træningen, og efterfølgende var der også stor aktivitet.

Ikke for alle
Men det er ikke for alle at løbe marathon, mens man er højgravid. Lørdag var jeg fulde seks måneder henne og gik ind i syvende måned. Jeg har med mine to yngste børn løbet lige indtil dagen inden jeg har født, og har kunnet genoptage træningen 5-7 dage efter fødslerne. Jeg har aldrig haft problemer med inkontinens, og har generelt en ret stærk krop, hvor træning har været en integreret del af mit løb gennem mange år.

Men at løbe en marathon under graviditeten, har jeg alligevel aldrig gjort før…

Spændingen
Spændningen bredte sig i kroppen i dagene op til, vejrudsigten for Berlin blev studeret igen og igen…

Jeg vidste at varmen og luftfugtigheden ville være mine største udfordringer. Jeg mister også som gravid voldsomme store mængder væske, når jeg løber, da jeg sveder enormt meget. Med et ekstra varmelegeme på kroppen, er dette bare tiltaget.

Samtidig gør luftfugtigheden, at det bliver markant sværere at komme af med varmen og få sveden til at fordufte fra kroppen.

Opvarmningsløb
Lørdag morgen deltog jeg i Frühstüklauf, der er en opvarmningstur til marathon i et meget roligt tempo, hvor fokus er på hygge og grin. Turen er på lidt over 5 kilometer og sluttede på det imponerende store Olympiske Stadion. Det var varmt i Berlin den morgen, med høj luftfugtighed, og nervøsiteten i forhold til min målsætning, der gik på at løbe 3.59 ttimer synes at virke en anelse skræmmende pludselig….

Vejrudsigten for søndag viste solrigt og 22 graders varme - samtidig lovede de en luftfugtighed ved starttidspunktet på 79 procent.

Mentaltræning
Jeg arbejder meget med mig selv mentalt, og har den indstilling, at det primære mål er, at nuuno har det godt, mens vi løber, og at jeg VIL nå målstregen, såfremt der ikke opstår komplikationer relateret til graviditeten.

Løbsrelateret smerte under en marathon er en del at det at løbe distancen, og den kan og skal jeg leve med, for jeg har taget valget…Vi har alle lidt periodisk ondt af os selv, når vi bevæger os ud på så lang en distance, det er også en del at det, der gør det så stort at nå i mål.

05.45
Søndag morgen ringer uret klokken 5.45. Jeg skal op, og ned og have morgenmad tre timer inden starten går klokken 9.15. Jeg har sovet nogenlunde, men kunne nu godt have brugt lidt ekstra tid i sengen…

Sparta-bussen (Sparta er min klub, og vi er cirka 40-50, der skal løbe med) kører klokken 07.45, løbet skydes i gang klokken 9.15. Det tager ikke mere end 10 minutters tid at køre derhen. Og start og mål er ved Tiergarten.

41.000 løbere
Med flere end 41.000 løbere er der vildt crowded. Det er imponerende, og den sitrende glæde og spænding ligger i luften, og trænger også ind under huden på mig.

Vejret er ret perfekt… der er sol, og en del luftfugtighed, men temperaturen ligger omkring en 12-15 grader her klokken 08.00.

Vi går igennem en lang strækning for at nå frem til området, hvor vi mod fremvisning af startnummer og bagage bliver lukket ind i det område, hvor vi kan komme af med skiftetøj m.m., der skal bruges efter løbet.

Godt organiseret
Det er imponerende hvordan tyskernes evne til at organisere gør det legende let selv med så mange mennesker. Jeg finder det telt, hvor min baggage skal opbevares. Smider den varme trøje, smører mig med vaseline de steder, jeg ved, jeg vil kunne få slidsår, og vandrer så videre mod in startblok D, der er for de løbere der har registrerede marathontider på mellem 3.00 - 3.15 timer.

Ikke så hurtigt
Så hurtigt skal jeg ikke løbe, og kunsten bliver derfor at holde mig til mit race-tempo, der ligger mellem 5.30 - 5.40 minutter pr. kilometer.

Jeg vil gerne løbe første halvdel omkring 5.30, fordi jeg ved graviditeten vil kræve, at jeg tager en tissepause undervejs…noget jeg normalt aldrig ville gøre….

Udfordrer verdensrekorden
Musikken spiller højlydt, og på storskærmen ved startstregen tunes der ind på elitefeltet. De hurtigste mænd og kvinder bliver præsenteret. Kenenisa Bekele fra Ethiopien har oplyst han vil udfordre mændenes verdensrekord der er på 2.02.57…et marathontempo på 2.56 minutter pr. kilometer!!! Det er for vildt!

Elitefeltet bliver skudt afsted og cirka tre minutter efter krydser jeg startstregen… Efter knap en kilometer passerer vi Sejrssøjlen, som vi også gik forbi efter at være blevet sat af bussen.

Spændt
Jeg er spændt…. og det føles ikke let og ubesværet.. Efter at have haft betændelse i hjertesæk samt i den ydre hjertemuskulatur i 2015, har jeg fået noget arvæv. Det giver nogle ekstraslag, og flere end hvad der er normalt, men mit hjerte opfører sig lidt atypisk… Ved lav belastning laver det endnu flere ekstraslag, men når jeg kommer op, og hjertet arbejder hårdere, forsvinder de. Jeg ved derfor, at det vil kunne mærkes de første 10 - 12 kilometer

Publikum hepper
Jeg forsøger at nyde stemningen, suge til mig. Publikum står langs hele ruten, og der er liv og glade dage, børn med hænder ud i et forsøg på at få et klap fra os løbere. Da jeg ikke skal løbe lige så hurtigt, koncentreret og fokuseret som jeg plejer, giver jeg mig tid til også at gøre det.

Det hele skal nok gå
Det er varmt… men jeg drikker vand ved hvert væskedepot, og har flasken fra min søn i hånden med energidrik og gelé i bæltet. Ved vandposterne vælger jeg også at hælde vand over hovedet, for at afkøle mit system. Det er dejligt, og det hele skal nok gå tænker jeg…

Jeg ligger meget stabilt i løbet, og de første 15 kilometer klikkes alle ind i 5.32 minutter pr. kilometer, fra 15 - 20 kilometer hedder gennesnitshastigheden 5.33 minutter pr. kilometer. Det føles på ingen måder let, men det må briste eller bære, tænker jeg. Ved halvmarathon klikker jeg ind i tiden 1.56.30, og har således tre et halvt minut på plus til den planlagte tissepause på anden halvdel.

Grænseoverskridende
Men jeg føler ikke tissetrang, og da de mobile toiletter vi passerer alle har hængelås på, handler det også om at spotte et sted, der er tilpas tilbagetrukkent…Det føles lidt for grænseoverskridende at sætte sig i vejkanten og tisse med hundervis af tilskuere….

Lige omkring halvmarathon står en større delegation af Spartaheppere, og jeg hører mit navn blive råbt meget kraftfuldt; KOM SÅ LIIIZAAAAA!!!!. Det er SÅ fedt og giver en boblende glæde, der bevæger sig rundt i hele kroppen! JA! Lille nuuno og jeg er ude på vores marathon, og det er stort og dejligt - Især når man også bliver heppet på!

Eneste tissepause
Fra halvmarathon til 25 kilometer daler mit tempo lidt, og gennemsnitshastigheden er her på 5.37 minutter pr. kilometer. Omkring de 27 kilometer ser jeg lidt fra ruten nogle træer og buske, og løber derind for at tisse. Det er ikke meget, der kommer, men det er ok. Jeg vil hellere have gjort det her, hvor muligheden bød sig, end at rende rundt med en livmoder der ender med at blive hård, fordi jeg skal løbe og holde mig.

Dette bliver dog min eneste tissepause. Mere har jeg ikke behov for.

Jeg klikker derfor 30 kilometer ind i tiden 5.49 minutter pr. kilometer. Det er helt ok, og jeg er ikke stresset tidsmæssigt….

Flere smerter
Det, der til gengæld stresser mig ved 30 er, at jeg nu kan mærke at muskelfibrene i mine lår er begyndt at krølle sammen….jeg har ALDRIG oplevet det på den måde før.

Mine fødder begynder også at blive belastet af min noget større vægt…og som kilometerne sniger sig opad, tiltager smerten, mere og mere…

Jeg løber og arbejder hårdt på at tale mig selv op…siger: Liza…nu er der altså KUN 12 km tilbage….det er jo ingenting….

Gennemsnitshastigheden ved distancen 30 - 35 kilometer klikker jeg ind i en gennemsnitsfart på 5.38 minutter pr. kilometer. Nu er der kun syv kilometer tilbage, men smerten skriger i lårene og i fødderne…

Jeg tænker på, hvor meget jeg glæder mig til at få mine løbesko af, når jeg når i mål…. og så bruger jeg en lettere omskrivning af en recitering fra 'Nemo': Bare løbe... Bare løbe... Bare løbe…

Moralsk støtte
Omkring de 36 kilometer står vores dejlige turleder fra Sparta, Jesper, der også er vores ivrige fotograf og en sand humørbombe, der altid skaber god stemning og glæde. Jeg ser ham ikke, men da jeg er passeret råber han 'Kom så Liza!', og vender mig rundt, løfter armen, og er et stort glad smil – Aaahhh… Det var lige det, jeg havde brug for… Det hele skal nok gå!

Når jeg har 5,2 kilometer igen, altså ved de 37 kilometer kan jeg regne på, hvilken gennemsnitshastighed jeg kan drosle ned til for stadig at nå ind i en tid under de fire timer.

Jeg veksler mellem at tænke 'Det vil jeg fandme bare… og 'Skidt med det….lidt over fire timer, det er jo også OK…jeg vil bare have medaljen, for den skal stå som et klart bevis på, at vi mennesker kan meget mere end vi tror'.

Med hårdt arbejde og viljestyrke, så kan vi… Men det kræver også god støtte fra omgivelserne at nå store mål… Vi kan ikke klare tingene helt alene…

Ved 37 kilometer ser jeg, at jeg faktisk har mere end 30 minutter til at løbe de sidste 5,2 kilometer… Det klarer jeg!

Stærke smerter
Men ved 39 km brænder mine lår så voldsomt, at jeg beslutter mig for at gøre noget jeg ALDRIG har gjort før i et marathon…Jeg vælger at gå 100 meter for at give smerten en pause…. Men uret viser hurtigt, at gennemsnitsfarten nu er faldet til 13 minutter pr. kilometer… Jeg må i gang igen. Heldigvis er jeg skruet sådan sammen, at det ikke er hårdt for mig at starte oven på pauser. Jeg mærker fornyet energi, og ved, at bare jeg ender med en gennemsnitsfart på omkring de syv minutter pr. kilometer, så når jeg det stadig. Ikke noget med t forcere tempoet… lige så langsomt æder jeg mig op på de syv kilometer….men ved 40 kilometer vælger jeg igen at gå 100 meter.

Jeg ved, jeg kan nå min målsætning, og en lille pause, for så at kunne løbe de syv minutter pr. kilometer er godt givet ud syntes jeg. Fra 35 - 40 kilometer har jeg løbet med en gennemsnitspace på 5.56 minutter pr. kilometer, og det er stadig godt!

Sidste etape
Så når jeg de 41 kilometer! Nu skal der ikke stoppes! Jeg skal bare løbe opstrækningen mod Brandenburger Tor og i mål uden at stoppe. Publikum hepper til den store guldmedalje, det kan jeg godt mærke… og jeg ville ønske jeg kunne suge det ind, og nyde det…men jeg mærker ikke andet end voldsom brændende smerte i lårene, og et fokus rettet mod målstregen… Jeg ville så gerne give det en aflsuttende spurt som jeg plejer…men der er ALT UDSOLGT på muskelfibre, der kan trækkes på, og jeg marcherer i mål… Men jeg formår alligevel at løbe, så fotograferne lige inden målstregen kan få et billede af mig og min gravide mave…

3.58.50 t. YES!!!!

Liza Tuperna Itzchaky

Se billeder i bunden af denne artikel

Powered by Labrador CMS