dansk slutspil
Se billeder: GOG i endnu et knebent nederlag
Minik Dahl Høegh og Akutaaneq Kreutzmann var ikke i stand til at skyde GOG til sejr i sæsonens sidste hjemmekamp
23-24 stod der på måltavlen i GOG Arena, da de to dommere lørdag eftermiddag fløjtede kampen af i slutspilspuljen mellem hjemmebaneheltene GOG og Bjerringbro-Silkeborg. Den mikroskopiske chance, som GOG havde for at komme i semifinalen, krævede en sejr.
Med nederlaget er GOG nu uden muligheder for at komme til at blande sig i de sidste og afgørende kampe om det danske mesterskab.
Træt af knebne nederlag
GOG-træner Jakob Larsen var efter kampen træt af endnu et knebent nederlag:
- Vi gør mange ting rigtigt. Vi spiller i perioder flot forsvarsspil, og i målet har Frank Mikkelsen mange fine redninger. Vi fører med to mål 22-20, da der mangler otte minutter og har flere muligheder for at bringe os yderligere foran. Som i flere af de forudgående kampe bliver vi nervøse. Vi brænder nogle oplagte muligheder og smider nogle vigtige bolde væk.
- På det her niveau er der ikke råd til det. Fejlene bliver omgående straffet, sagde Jakob Larsen blandt andet til Sermitsiaq.AG. Akutaaneq Kreutzmann scorede to mål og Minik Dahl Høegh et enkelt.
Fantastisk opbakning
Som altid i GOG Arena var tilskuerne med hjemmeholdet fra de første sekunder.
1. halvleg var en lige affære og sluttede 1314. I 2. halvleg fortsatte jævnbyrdigheden og da GOG som nævnt førte 22-20, var der gode muligheder for en sejr. Publikum måtte som så mange gange før i sæsonen op at stå og klappe taktfast. Klappe GOG til en sejr kunne de dog ikke, så det blev igen kun lige ved og næsten. Det stjernebesatte BjerringbroSilkeborg med blandt andre Mads Christiansen, Michael V. Knudsen, Nikolaj Øris Nielsen og ikke mindst slovenske Sebastian Skube var de klogeste til sidst. Det var sæsonens sidste hjemmekamp. Det trofaste hjemmebanepublikum må nu vente til september, inden der igen bliver spillet tophåndbold i GOG Arena.
GOG mangler endnu to kampe i slutspillet. Begge bliver spillet i den kommende uge og begge på udebane. Først torsdag mod Aalborg Håndbold og søndag i Herning mod HC Midtjylland.
Semifinaleklar
Fra GOG's pulje er det nu afgjort, at Aalborg Håndbold og Bjerringbro Silkeborg er semifinaleklare. I den anden pulje er det KIF Kolding København, Skjern Håndbold og Team Tvis Holstebro, der kæmper om de to pladser.
Se billeder under denne tekst