SAREX 2013
Sarex-øvelse: Et krydstogtskib er ’forsvundet’
Mandag morgen har et krydstogtskib i Nordøstgrønland ikke oplyst sin position, som det skal til Arktisk Kommando
Sarex-øvelse:
Hos Arktisk Kommando undrer man sig mandag morgen over, at man fra et krydstogtskib i Nordøstgrønland ikke har modtaget en såkaldt greenpos, som alle skibe over en vis størrelse skal aflevere hver sjette time, så kommandoen hele tiden ved, hvor skibene befinder sig.
Den sidste greenpos fra krydstogtskibet blev rapporteret klokken 03.00 vestgrønlandsk tid, men da skibet ikke planmæssigt har afgivet en ny greenpos mandag klokken 09.00, får det rent rutinemæssigt Arktisk Kommando til at kontakte de to andre redningsmyndigheder – Grønlands Politi og Trafikstyrelsen.
Det sker i første omgang blot for at holde dem orienteret om situationen, så de har mulighed for at forberede sig på, at der kan blive brug for deres hjælp.
Der er indtil videre kun sparsomme oplysninger om krydstogtskibet, men det er kommet frem, at skibet har cirka 150 passagerer og er på vej fra Svalbard til Island via Ittoqqortoormiit.
Kun en øvelse
Heldigvis er ovenstående kun et øvelsesscenarie i den internationale eftersøgnings- og redningsøvelse ’Sarex Greenland Sea 2013’, som mandag til fredag i denne uge foregår i Nationalparken i Nordøstgrønland.
Læs alle artikler og reportager fra Sarex 2013