Sara Olsvig skuffet over valgresultatet

IA blev reduceret fra 11 til otte mandater. Et uventet nederlag. Men formanden løber ikke fra posten

Sara Olsvig ser valgresultatet som en højredrejning.

- Jeg er formand i dag, og jeg er formand i morgen.

Sådan fortæller Sara Olsvig, formand for Inuit Ataqatigiit, efter tilbagegangen for partiet ved valget tirsdag, hvor tre mandater blev barberet af Inatsisartut-gruppen.

- Vi havde håbet på et bedre resultat, og det er mit fulde ansvar, at partiet går så meget tilbage. Og ja, jeg har også personligt tabt stemmer. Vi har især mistet vælgeropbakning i Nuuk. Her gik stemmerne til Demokraterne, som vi tabte til – og dermed til hele landet, siger Sara Olsvig, der fremover skal stå i spidsen for otte IA-parlamentarikere i Inatsisartut.

Trods nederlaget er hun glad for, at partiet lykkedes med at sætte dagsordenen på lange strækninger under valgkampen. Især når det gælder om at fremme et åbent og inkluderende samfund.

- Det er vigtigt, at vi har plads til alle. Det er en sag, vi har kæmpet for, og som flere andre partier har taget til sig, siger Olsvig, der mener, at valgresultatet skal ses som en højredrejning, måske særligt hos de unge vælgere.

Demokraterne gik frem med to mandater. Atassut beholdt sine to. Og Samarbejdspartiet kom ind med et enkelt medlem.

IA-partiformanden føler ikke, at valgresultatet har overrasket hende.

- Jeg har forberedt mig på alle mulige scenarier. Men det er interessant, at der er kommet syv partier i Inatsisartut. Det er udtryk for en stor spredning af holdninger. Det kræver til gengæld et godt lederskab i de enkelte partier, så vi får gjort op med den splittelse, som valgkampen har båret præg af.

Powered by Labrador CMS