Samarbejdspartiet: Intens kamp mod uret
Det nye parti var onsdag eftermiddag i Nuuk Center for at indsamle underskrifter. Partiet mangler omkring 200 underskrifter, hvis de skal være på valgkortet
Sermitsiaq.AG har talt med stifterne af det nye socialliberale parti, Samarbejdspartiet, Michael Rosing og Tillie Martinussen, der onsdag indsamlede underskrifter i Nuuk Center.
De kæmper mod tiden for at blive opstillingsberettiget til Inatsisartut-valget, hvor partiet skal have 942 underskrifter, hvis de skal være på valgkortet ved Inatsisartut-valget.
- Vi mangler omkring 200 underskrifter endnu. Siden udskrivelsen af valget har vi fået over 100 underskrifter, og nu går det hurtigt med at indsamle, siger Tillie Martinussen.
Regner med at blive klar
Deres indsamling er hovedsageligt sket i Nuuk siden januar, under Kulturnatten og på forskellige arbejdspladser.
- Vi regner med at være klar med indsamlingen på mandag, siger en optimistisk Michael Rosing.
Kvæler demokratiet
Tillie Martinussen er skuffet over, at Kim Kielsen udskrev valg netop nu, da hun mener, at han kunne have ventet med det til forårssamlingen.
- Jeg synes, man prøver at kvæle demokratiet. Jeg ved ikke, hvorfor Kim Kielsen udskrev valg, men han ved godt, at to nye partier er på vej, og jeg synes, han skulle have ventet med at udskrive valget til forårssamlingen gik i gang. Og nu kommer der en ekstra udgift for at indsamle medlemmerne, hvilket betyder, at vi har relativt kort tid til at indsamle, siger hun.
Vil stille lovforslag efter valget
Derfor er Michael Rosing klar til at stille et lovforslag, der vil gøre det nemmere at stifte et nyt parti.
- Den nuværende lov er for restriktiv, hvor det stiller et meget højt krav til dem, der gerne vil etablere nye partier. Det er ikke vanskelligt for os, der bor i Nuuk, men det vil være vanskeligt for dem, der bor mindre steder, hvor de vil få det svært med at indsamle over 900 underskrifter. Efter valget vil jeg stille et lovforslag, så man kun skal indsamle 500 underskrifter, siger han, der håber på, at valget vil finde sted den 24. april.
Foreløbigt er de to de eneste, der er kandidater for partiet.
- Men der er omkring fem personer, der er interesserede i at stille op for partiet. Dem, vi har talt med, har ikke været indbladet i politik før, men har arbejdet i sekretariater og i partier, lyder det fra Tillie Martinussen, der ikke vil afsløre, hvem der er tale om.