Gå til hovedindhold

Samarbejdspartiet kræver døgnbemandet selvmordslinje

Tillie Martinussen opfordrer Selvstyret og kommunen til at gå sammen i en målrettet indsats mod selvmord i Tasiilaq

Antallet af selvmord i Tasiilaq og bygder er fortsat højt. Som vi har fortalt, har politiet i år indtil 1. september registreret otte selvmord mod ti hele sidste år. Oven i disse tal kommer forsøg på selvmord.

Tillie Martinussen (Sam) frygter, at det kan er blive endnu værre i løbet af efteråret. Det fremgår af et §37-spørgsmål hun har stillet.

- Vi ved alle at der typisk ved forårstid og efterårstid kommer en bølge af selvmordsforsøg, hvis ikke vi kommer det i møde med foranstaltninger. Således har vi kunnet konstatere tragiske selvmord i bl.a. Tasiilaq, og sørgelige selvmordsforsøg, som i bund og grund vel er udtryk for enten råb på hjælp, for afmagt, for manglende psykiske ressourcer eller psykisk sygdom, hedder det i begrundelsen til hendes forespørgsel, der indeholder en hel stribe spørgsmål til situationen.

LÆS OGSÅ: Myndigheder reagerer på selvmordstal

- Vi har nu talt om situationen for børn og unge i Tasiilaq igennem flere år. Jeg savner fortsat en målrettet indsats, som Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq bør gå sammen om, siger Tillie Martinussen (Sam) til Sermitsiaq.AG.

- Det kunne være ønskeligt at høre, hvorledes Naalakkersuisut og kommunen samarbejder, og hvad Naalakkersuisut pt. gør, for at samle op på situationen i Tasiilaq, skriver hun i begrundelsen for sit spørgsmål til Naalakkersuisut.

- Vi synes samtidig at en veltilrettelagt indsats, og gode samarbejder omkring det sociale område i Tasiilaq kan danne erfaringer vi kan bruge i hele landet.

Som et konkret skridt kræver hun, at en døgnbemandet selvmordslinje bliver gjort til virkelighed.

- Det er vigtigt, at mennesker med selvmordstanker har et sted, hvor de kan henvende sig i alle døgnets 24 timer. Der har længe været talt om det, så jeg vil gerne høre, hvad status er, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER